3. oktober 2011

Til lykke med det nye ministerium

Filed under: Demokrati,Politik — arne @ 16:00

Vi har fået en ny børne- og undervisningsminister, Christine Antorini, som i meget lang tid har gjort sig til fortaler for en massiv styrkelse af folkeskolen. Vi håber, at hun indfrier sine visioner. En styrkelse af folkeskolen er en styrkelse af hele grundskolen. Bare det altså ikke er en styrkelse af folkeskolen på bekostning af de frie skoler.

Vi har en mere end hundrede år lang og smuk grundskoletradition, hvor folkeskolen og de frie skoler i gensidig inspiration har udviklet hinanden. Sådan skulle det gerne fortsat være. Og det vil det være, hvis vi har en stærk og velfungerende folkeskole.

VH

Arne

Bookmark and Share

19. september 2011

Til lykke med valget

Filed under: Demokrati,Politik — arne @ 10:17

Et folketingsvalg er et udtryk for det danske demokrati i praksis. Ligegyldigt hvilket resultat et folketingsvalg har, er valget en glædelig begivenhed. Udfaldet af folketingsvalget 2011 giver os, de frie skoler og de ansatte ved de frie skoler, forventninger, udfordringer og håb.

Det nye flertal i Folketinget bestående af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti (SF), Socialdemokraterne og De radikale giver os berettigede forventninger om, at de urimelige tilskudsbeskæringer, vi blev pålagt i forbindelse med genopretningspakken sidste år, rulles tilbage. Det har alle fire partier givet udtryk for før og under valgkampen.  Besparelserne var urimelige, fordi de pålagde os forholdsvis større nedskæringer end resten af uddannelsesområdet. Det kan have som konsekvens, at der udvikler sig en social skævhed i elevsammensætningen på de frie skoler, som faktisk ikke er der i øjeblikket.

Lige præcis den problemstilling har at gøre med de udfordringer, som sammensætningen af det nye folketing giver os. Med en socialdemokratisk ledet regering er der risiko for, at der vil blive arbejdet for, at der knyttes sociale betingelser til statstilskuddet til de frie skoler. Socialdemokraterne, Enhedslisten og til dels SF har givet udtryk for sådan et synspunkt. Til Friskolebladet siger den socialdemokratiske Christine Antorini: ”Vi vil gerne give økonomisk motivation til at tage flere elever, der har brug for for eksempel specialundervisning og tosprogsundervisning. Det kunne finansieres ved en lavere takst for almindelige elever og en lidt højere takst for elever, der har særlige behov”.

Der er masser af dokumentation for, at de frie skoler har forholdsvis lige så mange tosprogede elever, som folkeskolen og forholdsvis lige så mange elever, der kræver specialundervisning, som folkeskolen. Der er fra de frie skolers side flere gange taget konkrete tiltag til samarbejde om at tage endnu større ansvar i de store byer, hvor problemerne vedrørende elevsammensætningen er størst. Vi skal i de frie skoler deltage i løsningen af de sociale problemer. Det gør vi sådan set allerede i vidt omfang.  Det er imidlertid afgørende, at det sker i dialog ad frivillighedens vej. Og villigheden er bestemt til stede.

Det nye folketings sammensætning giver imidlertid også stor grund til forhåbninger. Der er grund til håb om, at det nye folketings flertal i langt højere grad, end det har været tilfældet de sidste ti år, vil være præget af tillid til lærernes faglighed og professionalisme. Der er grund til håb om en langt højere grad af pædagogiske visioner og skoleudvikling frem for kontrol, test og fuldstændigt ødelæggende ranglister af skolerne.
Der er håb om, at der bliver betydeligt højere til loftet i skoledebatten.

Til lykke med valget.

Venlig hilsen
Arne Pedersen

Bookmark and Share

26. august 2011

Folketingsvalg

Filed under: Demokrati,Politik — arne @ 13:54

Der er udskrevet folketingsvalg til afholdelse torsdag 15. september. Det er på høje tid. Der er et stort behov for økonomisk vækst. En forudsætning for at skabe vækst i samfundet er, at der satses massivt på uddannelsesområdet.
De seneste år uddannelsespolitik ikke mindst på grundskoleområdet, har været præget hundredvis af lappeløsninger, der alle har bådet præg af en snæver blokpolitik. På det uddannelsespolitiske område er det af stor betydning, at der laves langsigtede løsninger. Det er kun muligt, hvis løsningerne laves som brede politiske forlig, som ikke bare bliver lavet om ved førstkommende valg, og som ikke har karakter af snævre ideologiske mærkesager. Vi må håbe, at vi får et folketing, som evner at lave uddannelsespolitiske løsninger, der rækker ud over den snævre blokpolitik.

Bookmark and Share

12. august 2011

Velkommen

Filed under: Skoler — ulrik @ 11:08

For alle børnehaveklasseledere, lærere og ledere på en skole er et nyt skoleår en ny udfordring. For nogle hundrede ansatte på grundskolerne og efterskolerne er udfordringen helt speciel. Det er alle de nyansatte. På næsten hver eneste skole starter der i denne tid en eller flere nyansatte. For en meget stor del af de nye er det deres første ansættelse.  For de fleste af dem er spændingen og forventningen ved det nye job blandet usikkerhed og nervøsitet. Det er en grænseoverskridende vanskelig proces for de fleste at finde fodfæste i den første ansættelse. Man kender ingen af kolleger, ingen elever og man ved intet om skolen kultur og traditioner. Ja, man aner ikke en gang hvor lokalerne befinder sig eller hvor man skal gå hen for at finde de materialer, man skal bruge. Man sveder tran ved tanken om at sætte sig på den forkerte stol på lærerværelset eller hælde kaffe i et krus, der tilhører en anden.

Vi ved desværre, at en del af de lærere, der nu første gang kaster sig ud i det arbejde, de længe har glædet sig til, kaster håndklædet i ringen i løbet af de første par år, fordi det er for uoverskueligt at finde sin rolle i jobbet. Det er af helt afgørende betydning at man som kollega og som leder tager ansvar for, at de nye føler sig velkomne. Mange skoler har heldigvis meget systematisk aftalt og beskrevet, hvordan man tackler introduktionen af de nye. Fra foreningens side tilbyder vi sammen med de fleste af skoleorganisationerne forskellige kursusforløb, hvor de nye lærere bliver introduceret for det at være lærer, og ikke mindst for, hvad det vil sige at være ansat på en fri skole. Herudover tilbyder vi både nye lærere og nye ledere et mentorforløb, hvor man får mulighed for at søge sparring hos en erfaren kollega fra en anden skole. Vi håber, at de nye ansatte vil finde sig til rette i de frie skoler og føle sig velkomne.

Fra foreningens side vil vi gøre, hvad vi kan, for at de bliver det.

Venlig hilsen

Arne Pedersen

Bookmark and Share

19. maj 2011

Tilbagetrækningsreformen

Filed under: Demokrati,Efteruddannelse,Politik — arne @ 11:30

Såvel regeringen som oppositionen har fremlagt deres forslag til, hvordan Danmarks økonomi igen kommer på ret kurs.

En helt central del af regeringens udspil er en tilbagetrækningsreform, som indebærer meget store forringelser af efterlønsordningen. Efterlønsalderen hæves til 62 år i 2017. Perioden, hvor man kan få efterløn forkortes til tre år, og uanset hvornår man overgår til efterløn, vil pensionsformuen blive modregnet fuldt ud.  Man kan have mange holdninger til nødvendigheden af disse forringelser. Men ændringerne i efterlønsordningen efterlader mange mennesker i en uafklaret situation. Ordningen udhuler reelt arbejdsmarkedspensionerne. De aftalte ændringer gør det yderst vanskeligt for den enkelte at vurdere, om de med fordel kan være medlem af ordningen eller ej. Det er også yderst beklageligt, at der ikke i aftalen er relevante arbejdsmiljøtiltag, der gør det sundere at blive på arbejdsmarkedet. Og der er intet, der giver seniorer ret til uddannelse, så de kan holde kvalifikationerne ved lige.

Samlet set er reformen udtryk for sparepolitik i stedet for vækstpolitik. Det er ærgerligt.

Bookmark and Share

11. april 2011

Urafstemning

Filed under: Løn,OK11,Politik — arne @ 13:44

91 procent stemte ja ved urafstemningen i forbindelse med OK 2011. Det er et meget tilfredsstillende resultat.
Vi skal efterfølgende arbejde med de udfordringer, som ligger i aftaleresultatet, ikke mindst spørgsmålet om udmøntning af decentral løn.
Det er omvendt skuffende, at kun 18 procent af medlemmerne har afgivet deres stemme. Det er den laveste stemmeprocent nogen sinde. Vi har ikke tidligere været under 32 procent. Jeg er ikke i tvivl om, at hovedårsagen til den lave stemmeprocent er, at vi har valgt, at medlemmerne skulle stemme digitalt. Mange har nok anset den nye stemmeform for besværlig. Vi må til næste gang søge at finde en enklere løsning.

Venlig hilsen
Arne Pedersen

Bookmark and Share

28. marts 2011

Den store udfordring

Filed under: Løn,OK11,Politik — arne @ 09:57

De første medlemsmøder om OK 2011 har været meget positive. Der kommer ganske vist ikke så mange til møderne, hvilket er forståeligt med et aftaleresultat, der ikke indeholder de store ændringer. Det er imidlertid tydeligt på møderne, at medlemmerne anerkender, at vi fået meget ud af en svær situation. Stemningen på møderne er meget positiv.
Det ændrer dog ikke ved det faktum, at cirka halvdelen af de forventede lønstigninger på statens område, og det vil også sige de frie skoler, skal komme via lokal løndannelse. Det er vores helt store udfordring i de kommende to år. Vi skal gøre skolerne klart, at det trods krisetider er helt nødvendigt, at der fortsat er udvikling i den lokale løn. Den skal stige med mindst et par procent i de kommende to år. Sker det ikke vi det give os store problemer med at tiltrække kvalificerede lærere, når der om et par år igen bliver lærermangel.
Venlig hilsen

Arne Pedersen

Bookmark and Share

16. marts 2011

Så blev der indgået forlig

Filed under: Løn,OK11,Politik — arne @ 12:57

Efter et 19 timer langt forhandlingsforløb indgik Frie Skolers Lærerforening fredag morgen den 11. marts forlig med Personalestyrelsen om de specielle aftaler på det frie skoleområde. Vores hovedmålsætninger var at sikre reallønnen og at sikre en lønudmøntning på de frie skoler, der matcher udmøntningen på de andre lærerområder.

Reallønnen blev ikke sikret i 2011, men i 2012. Det lykkedes at lave aftaler i det decentrale lønsystem, som skaber stor sikkerhed for, at lønudviklingen på de frie skoler bliver lige så stor som på de andre undervisningsområder. Nok så vigtigt er det, at vi blev enige med Personalestyrelsen om at lave et udvalgsarbejde i 2012, der skal beskrive et nyt lønsystem, som forhåbentligt kan træde i kraft i 2013.

Det er et godt forlig under de givne forudsætninger, og det er da også en enig hovedbestyrelse, som anbefaler medlemmerne at stemme ja til forliget.

Venlig hilsen
Arne Pedersen

Bookmark and Share

16. februar 2011

Speciel OK-situation

Filed under: OK11,Politik — arne @ 09:54

Det er en meget speciel overenskomstsituation, vi befinder os i denne gang. Ved OK i 2008 fik vi den største lønfremgang i generationer. Denne gang er lønstigningen mere beskeden end nogen sinde. Jublen ved det overordnede forlig begrænser sig til små forbedringer af gruppelivsordninger og jubilæumsgratialer, samt at det ikke er gået værre. For det har jo i lang tid stået klart, at det på baggrund af den økonomiske krise og et magert resultat på det private arbejdsmarked, ville blive småt. Kampen ved de specielle forhandlinger på de frie skolers område i de kommende uger drejer sig primært om at sikre reallønnen mest muligt ved at garantere, at den såkaldte reststigning på 0,9 procent årligt – ud over lønrammen  – udmøntes på skolerne.

Bookmark and Share

10. januar 2011

Løkke presser de unge lærere

Filed under: Demokrati,Politik — arne @ 14:04

Da Folketinget i 2006 hævede folkepensionsalderen til 67 år, var et af argumenterne, der fik forringelsen til at glide ned, at lønmodtagere, der havde brug for det, kunne gå på efterløn. Den mulighed vil statsministeren nu fjerne.

Statsministerens forslag får to markante konsekvenser, en kvantitativ og en kvalitativ.

De unge lærere må regne med, at de skal blive på arbejdsmarkedet væsentlig længere end deres kolleger. En nyuddannet lærer må forvente at skulle fejre sin 70 års fødselsdag på lærerværelset. I dag kan lærere, som har brug for det, trække sig tilbage som 60-årige. Afskaffelsen af efterlønnen forlænger dermed arbejdslivet med mellem en tredje- og en fjerdedel.

Og lærerne mister retten til selv at bestemme, hvornår nok er nok. Statsministeren forsikrer, at nedslidte lønmodtagere skal kunne få pension. Efterlønnen er en ret. Det bliver pensionen ikke. I fremtiden kommer nedslidte lønmodtagere til at stå med hatten i hånden og tigge og bede om noget, de i dag har ret til.

Socialt er forslaget en markant forringelse af lønmodtagernes rettigheder og muligheder. Og de unge kommer til at mærke det. Om mange år.

Bookmark and Share