ArnesBlog

Der er god grund til at ønske god sommerferie, for der er i høj grad brug for den. I det næste år kommer vi til at stå over for endog meget store udfordringer.

Regeringens genopretningspakke kommer til at ramme både efterskoler og grundskoler i et omfang, vi ikke har oplevet i mange år. Som om det ikke var nok, blev vi i forrige uge pålagt at spare yderligere én procent i indeværende finansår. Det er vist første gang i historien, at der et foretaget besparelser på allerede bevilgede tilskud.

Det bliver i lyset af disse besparelser og i lyset af den generelle økonomiske krise, at vi skal i gang med aftaleforhandlingerne til foråret.

Udfordringerne er mange og store, men de skal nu nok blive løst – når vi nu lige har haft sommerferie.

God ferie

Arne Pedersen

Arbejdsgivere skal ikke straffe kvinder for at være kvinder. Det burde være indlysende, men det er det desværre ikke for alle. Derfor har FSL det seneste års tid ført en sag i Ligebehandlingsnævnet for to lærere, som blev fyret umiddelbart efter deres barselsorlov var slut. I sidste uge vandt vi sagen, og de to medlemmer blev hver tilkendt en erstatning på mere end en kvart million kroner (læs flere detaljer om sagen her).

I en perfekt verden var sagen aldrig opstået, men når nu vi agerer i den uperfekte version, så glæder jeg mig over sejren. Og jeg mener, at den tjener til at understrege et par pointer.

For det første: Det betaler sig at være medlem af en fagforening. Hvis du nogle gange står med brevet fra betalingsservice i hånden og skal minde dig selv om, hvorfor du betaler kontingent til FSL, så er det her et eksempel på, hvad du får. Ud over det konstante arbejde med at forbedre vilkårene for lærerne på frie grundskoler og efterskoler, er vi der for dig, hvis du bliver klemt af din arbejdsgiver, og vi kan føre sager med ressourcer og ekspertise, som de færreste selv besidder. Vi tager de principielle sager, som ikke bare hjælper den enkelte, men som sætter eksempler for arbejdsgiverne og derfor hjælper alle medlemmer til et bedre arbejdsliv.

For det andet: Vi skriver 2010, men det halter stadig med ligebehandlingen. Den her sag var ikke unik, og jeg møder jævnligt arbejdsgivere, som ganske enkelt ikke tager ligebehandlingen alvorligt. Det er svært at forstå, men det er virkeligheden. Vi vil fortsætte med at bekæmpe diskriminationen, når vi møder den. For der vil givetvis komme flere sager, men sejren i sidste uge var et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Venlig hilsen

Arne

Forklædt som interne politiske kommissærer, der ønsker at lede frafaldne kammerater i den socialdemokratiske flok på rette vej, gentager Jan Andreasen og Lars Olsen i Information 19. maj, deres fortælling om, at den frie skole vælter som en flodbølge ind over folkeskolen og dermed ødelægger velfærdsstaten og tolerancen i samfundet. Fortællingen bliver hverken mere sand eller mere sober af at blive fortalt i medie efter medie. Jeg skal blande mig uden om den interne socialdemokratiske debat, men jeg vil gerne føje nogle bemærkninger til fortællingen om de frie skoler.

Den danske grundskoletradition er mere end 150 år gammel. Den bygger på den tænkning, at vi skal have én stor fælles folkeskole, som skal afspejle flertallets syn på skole, og så skal der være mulighed for at diverse mindretal, der har et andet religiøst, pædagogisk eller politisk syn på det at lave skole, kan gøre det. Det er en fantastisk smuk og demokratisk skoletænkning. De frie skoler er lidt billigere for samfundet end folkeskolen. De frie skoler er lidt dyrere for forældrene end folkeskolen. Det er helt fair.

Tal er altid taknemmelige. De virker så sande på papir. Når Andreasen og Olsen bruger statistik, der tager udgangspunkt i livet da morfar var ung for to generationer siden, kan udviklingen virke ganske voldsom. Det forholder sig imidlertid således, at de frie grundskoler kun er vokset ubetydeligt i de sidste tyve år. Omkring 1990 underviste vi i de frie skoler cirka 11 % af børnene, i dag underviser vi godt 13%. I København er andelen stort set uændret i 10-15 år. Endnu mere væsentligt er det, at det ikke er samfundets højst uddannede og mest indflydelsesrige, der har deres børn i frie skoler, som Andreasen og Olsen hævder. Der foreligger talrige undersøgelser, som godtgør at forældre i de frie skoler og i folkeskolen tjener stort set det samme, har stort set samme uddannelser og bor stort set på samme måde. Det er ligeledes godtgjort, at de frie skoler har stort set lige så mange børn, der modtager specialundervisning, som folkeskolen har. Endelig har vi lige så mange tosprogede elever, som folkeskolen har.

Det er ganske enkelt ikke korrekt, at de frie skoler skaber skævhed i samfundet. Vi er en ligeværdig del af et flot grundskolesystem. Vi er med til at styrke demokratiet og fællesskabet. Samtidig ønsker vi også en stærk og velfungerende folkeskole. Det har hele samfundet brug for. Men det får man altså ikke ved at skyde på de frie skoler. Vi laver skole for dem, der vil noget andet end folkeskolen.

Styrk folkeskolen. Lav verdens bedste folkeskole. Lav jeres egen fortælling. I vil få vores fulde opbakning.

Venlig hilsen

Arne Pedersen

PS: En forkortet udgave af ovenstående indlæg var i dag (25/5)at finde på Informations debatsider.

På overfladen virkede det harmløst, det oplæg, journalisten Lars Olsen holdt på Lilleskolernes årsmøde, men under det lurede en grim sandhed.  Et sandt dilemma, som truer og handlingslammer en vigtig del af den danske skoletradition.

Lars Olsen angreb de frie skoler for ikke at tage tilstrækkeligt socialt og etnisk ansvar. Skolerne er socialt og etnisk skæve, sagde han.

Skidt med tallene. Vi mener, at han bruger dem forkert, men hans synspunkt møder stor politisk velvilje, så vi må tage det alvorligt – uanset hvad Danmarks Statistik fortæller. Og Lars Olsens var klar i mælet: I må hellere gøre noget ved den sociale skævhed nu, for ellers kommer politikerne efter jer. I bliver straffet, hvis I ikke løfter en større del af de sociale byrder, sagde han.

Dilemmaet dukkede op, da Lars Olsen blev spurgt, hvordan det kan være, at Københavns Kommune ikke har fundet tosprogede elever til de frie skoler, der tilbyder pladser.  Lars Olsen undrede sig selv over det, og derfor havde han stillet spørgsmålet til en ledende embedsmand. Svaret lød: ”Vi vil jo ikke lige frem jage eleverne væk fra folkeskolen”. Med andre ord: Kommunen ønsker ikke, at der kommer flere elever på de frie skoler. Eller med Lars Olsens egne ord: Kommunen spillede ikke med. Se, det er i sandhed et dilemma: Politikerne giver de frie skoler politiske bøllebank, hvis de ikke tager flere svage elever. Og politikerne gør, hvad de kan for at forhindre, at de får det.

Et tydeligt dilemma, men ikke enestående. Det netop udsendte ’Københavnermanifest 2010’, som blandt andre Lars Olsen har skrevet under på, kræver flere tosprogede i de frie skoler. Men det kræver også, at medarbejderne i kommunens børnehaver arbejder aktivt for at sluse børnene over i den lokale folkeskole. Folkene bag det kritiserer, at offentlige tilskud gør de frie skoler så billige, at det er for let at vælge folkeskolen fra. Og de kritiserer, at forældrebetalingen udelukker socialt svage fra at vælge skolerne.

Det er den virkelige fare for de frie skoler: Politisk ambivalens.

Den største trussel mod de frie skoler er de politisk modsatrettede signaler, som sendes. I tager for få elever. I tager for mange. Lad os hjælpe jer med at få flere tosprogede. Det vil vi ikke. I er for billige. I er for dyre.
Det er faren: Politisk tvetungeri.

Og løsningen? Der findes kun en virkelig løsning på problemet: Lav en rigtig god og stærk folkeskole. En attraktiv folkeskole er den bedste garanti for, de, der vælger frie skoler, gør det af holdningsmæssige grunde.  Det er columbusægget.

Venlig hilsen

Arne

Der har på det seneste været forlydender i dagspressen om, at de offentlige aftaleforhandlinger muligvis bliver udsat et år. Det kan nu næppe lade sig gøre sådan bare at udsætte aftaleforhandlingerne.  Der vil så snarere være tale om en etårig minimalaftale, der så bliver efterfulgt af egentlige aftaleforhandlinger i 2012. Baggrunden for en eventuel ”udsættelse” er, at udviklingen i de såkaldte reguleringsordninger er så dystre, at der vil være meget få midler  at forhandle om i 2011. Der vil være fordele og ulemper forbundet med en sådan ”udsættelse”, men det skal slås helt fast, at der set fra vores side kun vil være ulemper, hvis en ”udsættelse” alene sker på det kommunale område. Det er i alles interesse, at stat og kommune indgår aftaler samtidigt.

Venlig hilsen
Arne Pedersen

Statsministeren har sagt, at vi skal have verdens bedste folkeskole. Der er iværksat et 360 graders eftersyn af folkeskolen med henblik på at skabe udvikling og forbedringer. Samtidig sker der massefyringer af lærere i kommunerne uden at børnetallet er faldet. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Det reelle problem består i, at de sociale udgifter i kommunerne i de senere år er vokset meget betydeligt, samtidig med at kommunerne på grund af skattestoppet ikke har mulighed for at ”lukke hullet”. Det betyder, at kommunerne er tvunget til at lave forringelser af blandt andet folkeskolen ved at foretage afskedigelser. Skattestoppet er i færd med at underminere den folkeskole, som vi alle ønsker, skal være den bedste i verden.

Umiddelbart kunne man tro, at det vil være godt for de frie skoler, at folkeskolen har problemer. Det er på ingen måde tilfældet. Det kan godt være, at vi ”får flere kunder” i butikken. Men det er ikke og må aldrig blive vores målsætning. Vi skal være et pædagogisk alternativ til en god og velfungerende folkeskole. Vi har lige så meget brug for en god folkeskole, som resten af samfundet har.

Vi har behov for udvikling af folkeskolen, og det får vi ikke før skattestoppet er væk.

Venlig hilsen
Arne

Så er vi begyndt at afvikle kravopstillingsmøder i foreningens kredse. Der er pæn mødedeltagelse i de fleste af kredsene, og der er en ualmindelig engageret debat om de centrale temaer.

Overvejelserne om arbejdstidsaftalen og ikke mindst spørgsmålet om en ny og mere gennemsigtig lønaftale fylder det meste af møderne. Men også spørgsmålet om de yngre lærere fylder meget i debatten. Alt for mange yngre lærere bliver mødt med skemaer med urimeligt mange lektioner. De får ikke megen hjælp til at finde fodfæste på den nye arbejdsplads, og der er mange eksempler på, at de unge lærere kaster håndklædet i ringen og vælger et andet erhverv. På møderne efterlyses tiltag, som kan hjælpe de unge kolleger i gang med det nye job på en fornuftig måde. Det er klart en problemstilling, som bør indgå i vore krav.

Venlig hilsen
Arne

Nogle gange kræver det lidt arbejde at komme på ideer til blogindlæg, andre gange er det let. I dag hører til den sidste kategori. Jeg behøver blot at minde om, hvad jeg har sagt og skrevet før, og så lade de sidste par dages begivenheder tale for sig selv.

Tirsdag og onsdag skulle 30.000 folkeskoleelever have gennemført nationale test, men tekniske problemer gjorde, at det mislykkedes. Hvornår systemet kommer op at køre er lige nu uvist, men sker det ikke i dag (torsdag) kan der lægges 15.000 elever oven i de 30.000, og det samme fredag. De nationale test er nu kun obligatoriske i det omfang, systemet kan følge med. Det kan det tydeligvis ikke, så nu er det op til hver enkelt lærer at afgøre, om de enkelte elever skal gennemføre testene i år. Tænk engang, lærerne må selv vælge. Man tror jo næsten, det er 2001.

Jeg og Frie Skolers Lærerforening har siden ideen om nationale test blev født ved adskillige lejligheder argumenteret for, at testene er en dårlig ide både indholds- og administrationsmæssigt. Med de gentagne udsættelser af testene siden 2006 og denne uges tekniske problemer må det for selv den største testtilhænger være vanskeligt at argumentere mod det sidste. Den administrative testfiasko er total.

Hvad det indholdsmæssige angår, vil jeg gentage, hvad jeg på vegne af FSL’s hovedbestyrelse sagde i 2005, da jeg aflagde mundtlige beretning:

For få år siden havde såvel politikere som skolefolk kun skuldertræk til overs for de såkaldte nationale tests, som en del europæiske lande indførte fra slutningen af firserne. Denne centralt stramt styrede skoletænkning, som, selvom det var liberale regeringer, der indførte den, havde mindelser om det, der endnu tidligere foregik på den anden side af jerntæppet, skulle sikre, at alle elever havde en række fælles basale faglige kompetencer. (…)Problemet var blot, at erfaringen med den slags nationale tests viste, at undervisningen i stedet for at rette sig mod fagenes indhold i højere grad kom til at rette sig mod prøverne, således at man som skole og som lærer ikke risikerede en dårlig ranking. Disse tests gav ikke bedre skoler og dygtigere elever (…).

Det er oplagt at lave en vittig kobling mellem sammenligningen med lande som befandt sig øst for jerntæppet og de bureaukratiske problemer, vi har set de sidste par dage, men det skal ikke skygge for sagens alvor. Jeg har fra start været imod ideen om nationale test, men har samtidig kunnet konstatere, at nogle eksperter har været for. Blandt andet den engelske professor Peter Mortimore, der i 2003 var formand for den ekspertgruppe, som aflagde rapport om det danske undervisningssystem. Mortimore anbefalede nationale test, men kun til internt brug og evaluering, ikke til bred offentliggørelse. Tidligere på ugen i P1 Orientering gjorde Mortimore sin holdning særdeles klar med en indtrængende opfordring til den nye undervisningsminister om at bremse for offentliggørelsen af de nationale test, fordi offentliggørelsen i hans øjne vil gøre skade på den danske folkeskole. Jeg kan nære håb om, at regeringen lytter, men jeg kan også tvivle. I det tilfælde vil jeg igen citere fra, hvad jeg sagde i 2005:

Man må håbe, at mange af de frie skoler tager handsken op og viser, at det ikke er tests, men holdninger, emneundervisning, kreativitet og faglighed der er de vigtige grundpiller i opdragelsen af de unge mennesker, som skal overtage samfundet.

Venlig hilsen
Arne

De to hovedhistorier i pressen i går var nyhederne om, at der var landet en ladning vejsalt på havnen i Grenå, og at der skulle afholdes forældremøde for mødre på Holbergskolen i København. Der kunne i høj grad have været brug for vejsaltet i København, for man har da sjældent oplevet politikere som ”Bambi på isen” i en grad, som det var tilfældet i forbindelse med forældremødet på Holbergskolen.

Som et led i arbejdet med at styrke integrationen, havde man på Holbergskolen i København besluttet at indbyde mødre til et ekstra forældremøde. Pointen er, at det kan være svært at få nogle af mødrene i tale, når der både deltager fædre og mødre i forældremøderne. Skolen prøver på denne måde at finde alternative veje til at løse et kompliceret problem.

Politikere vil naturligvis gerne genvælges, så de har brug for at profilere sig så meget som muligt. Men når partiernes toppolitikere begynder at gøre et alternativt forældremøde til et samfundsproblem, så gør de sig selv til et problem.

At politikerne latterliggør sig selv, det er ærgerligt for dem, men at de bringer hele folkestyret i et komisk skær, det er ærgerligt for os alle sammen.

Venlig hilsen

Arne Pedersen

I sin nytårstale bekendtgjorde statsministeren, at der skulle ske et 360 graders eftersyn af folkeskolen. Det stod ikke klart, hvad eftersynet gik ud på. Blandt lærere og ledere i skolen har der været udbredt skepsis om projektet, ikke mindst på baggrund af, at regeringen allerede har gennemført 30 lovændringer i folkeskolen i de seneste år.

Lærere og ledere føler behov for arbejdsro og ikke serier af nye reformer. I offentligheden har der været udbredt undren over projektet. I nytårstalen lancerer statsministeren test i anden klasse, som allerede eksisterer. I den forløbne uge argumenterer han for offentliggørelse af test, som både undervisningsministeren og det andet regeringsparti, i hvert tilfælde indtil for nylig, var imod. Ingen har med andre ord rigtig vidst, hvad det hele går ud på. Indtil i går. Her kunne undervisningsminister Bertel Haarder i Politiken oplyse, at man ikke må…:

“…undervurdere betydningen af at have fået en ny statsminister. Det er statsministeren, som sætter retningen for regeringen. Den aktuelle debat viser, at der er en stigende nuanceforskel i forbindelse med statsministerskiftet. I retning af, at nu vil vi gerne detailstyre mindre og lytte mere til praktikerne. Vise de offentligt ansatte tillid. Lytte, når de siger, at de bruger for meget tid på at registrere og for lidt tid på borgerne. Det vil vi gerne lytte til, men til gengæld vil vi være sikre på, at borgerne bliver mere tilfredse, og at børnene lærer mere. Det er en ny melodi, som nu udvikles i dialog med omverdenen.”

Så fik Bertel Haarder sat det på plads. Og det glæder vi os da meget til.

Venlig hilsen
Arne