Lærere underviser mere
Aftaleforhandlingerne er i gang. De første forhandlingsmøder har været afholdt. Foreningens absolutte hovedkrav er en forbedring af lønsystemet. Vi stiller også krav om en anden arbejdstidsaftale, en såkaldt arbejdstidsaftale, der blandt andet skal sætte et maksimum på undervisningsforpligtelsen på grundskolerne og et maksimum på undervisningsforpligtelsen/tilsynsforpligtelsen på efterskolerne. På mange af grundskolerne har der siden 1993 været tradition for at indgå lokale akkordaftaler om arbejdstiden af et omfang, så man reelt har haft professionsaftaler. Derfor har en del i debatterne op til aftaleforhandlingerne stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor det skulle være nødvendigt at lave en central professionsaftale. Foreningen har netop gennemført en undersøgelse blandt tillidsrepræsentanterne, hvor vi har undersøgt, hvordan arbejdstidsaftalen anvendes ude på skolerne. Her kan vi konstatere, at 80% af tillidsrepræsentanterne på grundskolerne svarer, at man har det, der svarer til en professionsaftale. Vi kan imidlertid også konstatere, at undervisningstimetallet på grundskoler er steget med 37 timer eller 49 lektioner i gennemsnit pr. lærer siden 2003. Det betyder, at der er betydeligt mindre tid pr. lektion at forberede sig i, og det betyder, at der afsættes færre ressourcer pr. lejrskoledag, at der er færre timer til efteruddannelse og at der i det hele taget er færre timer til øvrige opgaver ud over undervisning og forberedelse. Den udvikling medvirker til nedslidning og stress, og børnene får en ringere undervisning. Derfor skal vi have en aftale, der sætter et loft på undervisningstimetallet.
Venlig hilsen Arne Pedersen
