20. marts 2008

12,8 procent og 12,8 procent er ikke altid det samme

Filed under: Løn,OK08 — arne @ 21:41

Kære Preben.
Tak for dine kommentarer til min forrige blog.

Du har ret i, at succeskriteriet for lærerne ved de frie skoler, hvad angår løn, er at vi har samme løn som kollegerne i folkeskolen. Det har desværre ikke været tilfældet de senere år på grund af to ting:

Vi har fået alt for lidt ud af decentral løn på vore skoler, og den kommunale lønudvikling har været betydelig bedre end den statslige. Det er de to forhold, der har været vores udfordring. Den netop indgåede aftale løser ikke alle vore problemer, men den forbedrer vores situation betydeligt, og den giver meget gode perspektiver for fremtiden.

12,8 % på det statslige og på det kommunale område er ikke et udtryk for at aftaler er ens. De er faktisk vidt forskellige.

Vi har lavet en lønaftale, som begrænser det centrale lønefterslæb på tre ud af fire trin. En enkelt af grupperne vil endog ved periodens slutning tjene en smule mere end kollegerne i folkeskolen.

Ca. 60 % af foreningens medlemmer, de ældste, vil få en lønfremgang på mindst mellem 13% og 17%.

Hullet til folkeskolen er ikke lukket med aftalen, men det er indsnævret pænt. Det er efter min opfattelse en ganske god succes. Det bør vel også nævnes, at medlemmernes lønstigninger centralt over de tre år er på mellem 32.000 kr. og 56.000 kr., hvilket vel ikke er så ringe endda.

Hvad angår decentral løn har vi sikret, at de ca. 100 skoler der ikke eller næsten ikke udmønter decentral løn fra oktober i år som et absolut minimum skal udmønte 2,7 % eller ca. 8.000 kr. i gennemsnit pr. lærer. Det er alt for lidt på en normal skole, men det vil faktisk også lukke en pæn del af efterslæbet, at vi får alle de “langsomme” skoler med. For skolerne i øvrigt bliver der udarbejdet en del materialer, som vil give pejlemærker på, hvad der bør udmøntes. Igen, det er ikke alle tings løsning, men et rigtig godt skridt på vejen. 

Fremadrettet har vi aftalt, at alle de penge, der er lagt i lønprojektet denne gang er midlertidige. I perioden vil vi så sammen med Finansministeriet analysere det nuværende lønsystem og beskrive et nyt lønsystem, der passer bedre til skoleformen, som kan bringes i anvendelse fra 2011. Puljepengene fra denne gang og fra næste gang vil så kunne anvendes til sådan en lønforbedring.

Vi har indgået en aftale, hvor vi har fået meget ud af de puljemidler, vi havde til rådighed. Så meget, at vi indsnævrer lønefterslæbet. Vi har formuleret et fremadrettet lønprojekt, og vi har forbedret den decentrale lønudvikling betydeligt. Det er efter min mening et godt lønresultat. Vi har ikke løst alle problemer, men det kan altså bare ikke lade sig gøre på én gang.

Arne Pedersen

14. marts 2008

Paralleliteten skal sikres

Filed under: Ikke kategoriseret,Løn,OK08 — arne @ 15:09

Det er lidt svært at kommentere de enkelte kommentarer til mit seneste indlæg, idet vi er midt i de specielle forhandlinger. Generelt kan det siges, at CFU aftalen er en god aftale i den forstand, at den udmønter de største lønstigninger for de statsansatte, herunder lærere, ledere og børnehaveklasseledere ved de frie skoler. Det er naturligvis aldrig godt nok, men det er dog store lønstigninger, der sikrer en pæn reallønsudvikling. Vores særlige problem er paralleliteten til folkeskolen. Det er uantageligt, at lærerene ved de frie skoler har en ringere løn, end kollegerne i folkeskolen, og det er et stort problem for vores skoleform. Det bliver vanskeligt at rekruttere nye lærere. Hvem vil lave det samme arbejde for en ringere løn?

Det er imidlertid et problem, der kun kan løses ved en kombination af, at vi får en bedre decentral lønudvikling og ved et godt resultat ved de specielle forhandlinger. Skolerne har et kæmpeansvar for at decentral løn indtil videre ikke har fungeret efter hensigten.  Vi gør, hvad vi kan for at skaffe et godt forlig i løbet af weekenden. Vi skal have en ordentlig løn centralt, en ordentlig løn decentralt og en præcis plan for, hvordan vi sikrer parallelitet i fremtiden.

Arne Pedersen