I dag (onsdag d.18/11) har jeg et debatindlæg i Berlingske Tidende. Indlægget er foranlediget af nogle artikler i Berlingske Tidende i fredags, hvor der bliver lavet nogle falske koblinger mellem de frie skoler og problemerne i de københavnske folkeskoler. Jeg begynder indlægget på følgende vis:
“En vellykket behandling kræver en god diagnose, det ved lægerne. Og det burde politikerne huske på. Gode politiske løsninger kræver nemlig også, at man forstår problemet skarpt og klart.
Og når man – som i fredagens Berlingske Tidende – beskriver de frie skoler som årsagen til og løsningen på de problemer, som de københavnske skoler har i øjeblikket, er diagnosen så forkert, at behandlingen gør mere skade end gavn.
Lad det være sagt med det samme: Der er problemer i de københavnske skoler.
Det er korrekt, at de familier, som sender deres børn på frie skoler, er socialt bedre stillet end den gennemsnitlige folkeskolefamilie. Også på de frie skoler er vi opmærksomme på den tendens, og de frie skoler har tilbudt politikerne dialog og samarbejde.
Men den skævhed skyldes ikke de frie skoler, og den hverken kan eller skal løses af dem”.
Så er det den tid igen. Fredag og lørdag i denne uge afholder vi FSL’s årlige repræsentantskabsmøde. Foreningens hjemmeside har spurgt til mine forventninger til mødet i et interview, som ligger på fsl.dk. Men du kan også høre det nedenfor.
Politiken skriver i dag om en meningsmåling, hvor der er spurgt til, hvorvidt Københavns Kommune bør tvangssprede eleverne på de københavnske skoler for i højere grad at få blandet ressourcemæssigt stærke og svage elever. I den forbindelse har de interviewet mig.
I interviewet bliver jeg blandt andet spurgt, hvad jeg ville synes om, at en privat skole blev pålagt at tage fem elever fra en folkeskole på Nørrebro. Her er mit svar:
”Vi vil gerne påtage os opgaven. Men det skal ikke ske gennem kommunal tvang. Sammensætningen af tosprogede på de frie skoler og kommunale skoler er stort set identisk. Vi har katolske skoler, hvor op mod halvdelen er tosprogede. Jeg så hellere, at Københavns Kommune rykkede rundt på eleverne og indgik frivillige aftaler med de frie skoler. I de fine villakvarterer finder du højst to-tre elever af anden etnisk herkomst på de kommunale skoler. De adskiller sig ikke fra de frie skoler.”
Og om hvorfor tvang ikke er en god ide, siger jeg:
”Tvang vil være dårligt både for de børn, det går ud over, og de skoler, der bliver det påtvunget. Meningen med frie skoler er netop, at de skal have frihed til at skabe deres egen skole religiøst, pædagogisk og holdningsmæssigt”.
Interviewet er endnu ikke på Politikens hjemmeside, så for at læse hele interviewet skal man have fat i papirudgaven.