ArnesBlog

Den 22. september udgav Personalestyrelsen en hvidbog om statens arbejdspladser ”Fakta og udfordringer”. Et meget centralt tema i hvidbogen er en undersøgelse blandt statens ansatte, der angiveligt skulle fastslå, at omkring 60% af statens ansatte ønsker mere Ny Løn, og at cirka lige så mange ønsker at forhandle Ny Løn direkte med arbejdsgiveren. Det er mere end svært at forestille sig, at ansatte på frie skoler skulle have deltaget i undersøgelsen.

Vi har haft Ny Løn på de frie skoler i 10 år. Lønsystemet har medført permanente frustrationer både hos lærerne og skolernes ledelser. Samtidig har lønsystemet påført os et nærmest permanent lønefterslæb i forhold til folkeskolens lærere. Det virker ganske enkelt ikke seriøst, at Personalestyrelsen umiddelbart før aftaleforhandlingerne lancerer reklameskræp for et lønsystem, som på et af statens relativt store områder har været en eklatant fiasko i ti år. Det ville være betydelig mere konstruktivt at medvirke til at lave et lønsystem, der fungerer. Det vil sige et lønsystem, der faktisk udmønter den løn, vi har aftalt, det skal udmønte.

Venlig hilsen

Arne Pedersen

I sidste måned nævnte Børsen prisstigninger på private skoler og efterskoler som ”… en drivende faktor i inflationsvæksten”, så, jo, de frie skoler er vant til at få skyld for lidt af hvert. Senest i Berlingske Tidende den 30. august i artiklen »Protestskoler« truer folkeskolen, hvor journalisten citerer lederen af Skolens Rejsehold, Jørgen Søndergaard, for, at det ikke er muligt at løfte de danske elever op på finnernes niveau, hvis forældrene vælger store skoler fra og opretter små friskoler.

Artiklens budskab er lige så forkert som Børsens inflationshistorie.

Søndergaards udsagn er en helt urimelig nedvurdering af den utrættelige indsats, der ydes på små frie skoler rundt i lokalsamfundene, hvor dygtige lærere med støtte fra engagerede forældre sørger for en god skolegang for deres børn. Påstanden om at disse lokalsamfund nærmest gør sig skyldige i landsskadelig virksomhed ved at udøve deres grundlovssikrede ret til at oprette en fri skole, er på den ene side svært at tage alvorligt, på den anden side vigtig at forholde sig til, fordi den er blevet en udokumenteret vandrehistorie i dagspressen.

Selvom Berlingske Tidendes journalist undlader det, er der god grund til at anfægte ideen om, at store skoler giver bedre undervisning. Professor Sven Erik Nordenbo, der er ekspert i uddannelsesforskning og evidens, konstaterede i Information, »… at man ikke ud fra den eksisterende forskning kan sige noget om, hvorvidt store skoler er bedre end små«. Ser man på CEPOS’ rangliste over skolernes evne til at lære fra sig, ligger der seks frie grundskoler i top 10. Fælles for skolerne er, at de alle sammen er mindre end rejseholdet anbefaler. Tragi-komisk bliver det, når man på rejseholdets egen hjemmeside finder en UNI-C-analyse, der viser, at ”… det er usikkert, om store skoler har bedre resultater end små skoler”.

Med andre ord: Jørgen Søndergaard har intet belæg for sin påstand. Det er tro, ikke fakta han fylder journalisten – og læserne – med. Det handler om politik, ikke om viden.

Endelig er økonomien i spørgsmålet heller ikke så entydig, som artiklen giver indtryk af. Det offentlige sparer i dag over en milliard kroner om året på, at nogle forældre sender deres børn i en anden skole end folkeskolen. Eleverne på de frie skoler, hvis forældre dog også betaler skat i dette land og dermed bidrager til folkeskolen, modtager et tilskud på 75 procent af det, folkeskolen får.

Hvis vi vil forbedre elevernes evner, er det ikke skolesammenlægninger, der skal fokuseres på. En new zealandsk gennemgang af en halv million internationale forskningsprojekter viser, at betydningen af test, klassestørrelse, undervisningsdifferentiering  blegner i sammenligning med lærerens betydning for hver enkelt elevs indlæring. Svenske økonomer regnede sig frem til, at investeringer i lærerens kompetence giver 8-10 gange højere afkast end alle andre investeringer, man kan lave i uddannelsessystemet.

Vores fokus bør være det samme, og hvis det så samtidig kan betyde, at de frie skoler undgår at blive syndebuk for mærkværdige og urigtige påstande, vil det være en velkommen sidegevinst.

Finansminister Claus Hjorth Frederiksen gik i sidste uge i pressen og offentliggjorde en række konkrete krav til aftaleforhandlingerne i forbindelse med de offentlig ansattes overenskomstforhandlinger i foråret 2011.

Budskabet var, at de offentligt ansatte vil blive mødt med krav om senere tilbagetrækning, mere fleksibel arbejdstid og mere lokal løndannelse. Man kan mene om de udmeldte krav, hvad man vil, og det gør vi sandelig også, men det er helt uhørt, at en finansminister, som er aftalepart, før forhandlingerne overhovedet er gået i gang, melder konkrete krav ud. Det vil være det rene gift for aftaleforhandlingerne, hvis de kommer til at foregå i pressen henover efteråret. Men det er måske det, der er meningen?

VH

Arne