ArnesBlog

Da Folketinget i 2006 hævede folkepensionsalderen til 67 år, var et af argumenterne, der fik forringelsen til at glide ned, at lønmodtagere, der havde brug for det, kunne gå på efterløn. Den mulighed vil statsministeren nu fjerne.

Statsministerens forslag får to markante konsekvenser, en kvantitativ og en kvalitativ.

De unge lærere må regne med, at de skal blive på arbejdsmarkedet væsentlig længere end deres kolleger. En nyuddannet lærer må forvente at skulle fejre sin 70 års fødselsdag på lærerværelset. I dag kan lærere, som har brug for det, trække sig tilbage som 60-årige. Afskaffelsen af efterlønnen forlænger dermed arbejdslivet med mellem en tredje- og en fjerdedel.

Og lærerne mister retten til selv at bestemme, hvornår nok er nok. Statsministeren forsikrer, at nedslidte lønmodtagere skal kunne få pension. Efterlønnen er en ret. Det bliver pensionen ikke. I fremtiden kommer nedslidte lønmodtagere til at stå med hatten i hånden og tigge og bede om noget, de i dag har ret til.

Socialt er forslaget en markant forringelse af lønmodtagernes rettigheder og muligheder. Og de unge kommer til at mærke det. Om mange år.