2. august 2010

Pas godt på de nye i skolen

Filed under: Arbejdsmiljø,Ledelse,Læreruddannelse,Politik,Skoler — arne @ 10:10

Om nogle få dage møder 65.000 forventningsfulde børn op til deres første skoledag. Det er for de fleste en af de største dage i livet. En man husker tilbage på. Alle disse børn har krav på et godt skoleforløb. Skoletiden udgør ti af de vigtigste år i deres liv. Et godt skoleforløb er forudsætningen for, at de senere bliver velfungerende samfundsborgere. De 65.000 børn er sådan set dem, vi alle sammen skal bygge vores fremtidige samfund på, så der er al mulig grund til at passe på dem og give dem en god skoletid.

Samtidig med de 65.000 børn er der omkring 2000 andre, der har deres første skoledag. Det er de nyuddannede lærere. Det er dem, der skal sørge for, at de 65.000 får et godt skoleliv. De 2000 nyuddannede lærere udgør kun 65 % af dem, der startede på læreruddannelsen. 35 % faldt fra undervejs. Det er et betydeligt større frafald, end for ti år siden. Går det som det plejer, vil mellem 15 og 20 procent af de 2000 nyuddannede lærere i løbet af få år, vælge at forlade lærergerningen og vælge et andet erhverv – hvis vi altså ikke bliver bedre til at passe på dem.

I løbet af de næste år kommer vi til at mangle flere tusinde lærere i skolen. Der vil være en risiko for, at en pæn den del af de 2000 nye lærere, der bliver i faget, kommer på førtidspension. Tal fra Lærernes Pension dokumenterer, at antallet af lærere på førtidspension er eksploderet. Tallet er på blot fem år steget fra 900 til mere end det dobbelte. Det er psykiske skader som depression og stress, der får tallet til at stige så voldsomt.

Der er mange grunde til, at ikke mindst nye lærere er under pres i disse år. Læreruddannelsen er ikke god nok. Den skal forbedres, så den tiltrækker langt flere, og så frafaldet mindskes. Læreruddannelsen skal gøres længere, og der skal ikke mindst ske forbedringer i praksisdelen, så de nye lærere ved, hvad det er for en virkelighed, de skal ud og undervise i. Der skal etableres bedre efteruddannelsestilbud, og så skal lovgiverne ikke mindst lade være med at spare uddannelsessystemet i stumper og stykker. Det er de lange politiske problemstillinger. Dem er der formentlig ingen, der forventer en løsning på inden for den første måned eller to.

Der er til gengæld al mulig grund til at forvente, at de 2000 nye læreres samarbejdspartnere: skoleledelserne, kollegerne og forældrene er opmærksomme på, at et godt afsæt i de første par måneder i arbejdslivet er forudsætningen for at få en tilfreds ansat, en velfungerende kollega og en dygtig lærer i mange år. Giv de nye lærere et ordentligt skema, luk dem ind i fællesskabet og vis overbærenhed. Kort sagt pas på de nye lærere i skolen. Så skal de til gengæld nok passe på de 65.000 børn og give dem et godt skoleliv. Til glæde for os alle sammen.

Venlig hilsen

Arne

PS: Ovenstående indlæg kunne i dag (4/8) også læses i Politikens spalter.

10. marts 2010

Unge lærere skal tilgodeses ved OK-11

Filed under: Arbejdsmiljø,Ledelse,OK11,Skoler — arne @ 10:50

Så er vi begyndt at afvikle kravopstillingsmøder i foreningens kredse. Der er pæn mødedeltagelse i de fleste af kredsene, og der er en ualmindelig engageret debat om de centrale temaer.

Overvejelserne om arbejdstidsaftalen og ikke mindst spørgsmålet om en ny og mere gennemsigtig lønaftale fylder det meste af møderne. Men også spørgsmålet om de yngre lærere fylder meget i debatten. Alt for mange yngre lærere bliver mødt med skemaer med urimeligt mange lektioner. De får ikke megen hjælp til at finde fodfæste på den nye arbejdsplads, og der er mange eksempler på, at de unge lærere kaster håndklædet i ringen og vælger et andet erhverv. På møderne efterlyses tiltag, som kan hjælpe de unge kolleger i gang med det nye job på en fornuftig måde. Det er klart en problemstilling, som bør indgå i vore krav.

Venlig hilsen
Arne

8. januar 2010

Vi skal have gode arbejdspladser

Filed under: Arbejdsmiljø,Læreruddannelse,OK11,Politik — arne @ 13:45

Ved starten af et nyt år er der tradition for at sætte overskrifter på det kommende års vigtige målsætninger. Statsministeren startede i sin nytårstale med at sætte meget fokus på udvikling af folkeskolen. Han taler om 360 graders eftersyn og læseprøver i 2. klasse. Det er fint, og held og lykke med det. I vores egen interne debat og i vores debat med skoleorganisationerne har udfordringerne i forbindelse med de kommende aftaleforhandlinger fyldt meget. Ikke mindst problemerne med løn og arbejdstid. Og det bliver afgjort store temaer i det kommende år.

Der er i mine øjne ingen tvivl om, at den store overskrift på skoleområdet i dette år hverken handler om pædagogik, løn, arbejdstid eller læseprøver for den sags skyld. Den store overskrift er arbejdsmiljøet.

Vores allervigtigste opgave er at arbejde for at skabe skoler, der er gode at arbejde på for børn og ansatte. Vi skal have vendt udviklingen med et stigende antal tidlige pensioneringer, krisehjælp, manglende tilstrømning til læreruddannelsen og så videre. Vi skal have udviklet arbejdsmiljøet på skoleområdet, så skolerne bliver landets bedste arbejdspladser.
Det bør være ambitionen.
Godt nytår

Venlig hilsen
Arne