ArnesBlog

Vi har fået en ny børne- og undervisningsminister, Christine Antorini, som i meget lang tid har gjort sig til fortaler for en massiv styrkelse af folkeskolen. Vi håber, at hun indfrier sine visioner. En styrkelse af folkeskolen er en styrkelse af hele grundskolen. Bare det altså ikke er en styrkelse af folkeskolen på bekostning af de frie skoler.

Vi har en mere end hundrede år lang og smuk grundskoletradition, hvor folkeskolen og de frie skoler i gensidig inspiration har udviklet hinanden. Sådan skulle det gerne fortsat være. Og det vil det være, hvis vi har en stærk og velfungerende folkeskole.

VH

Arne

Et folketingsvalg er et udtryk for det danske demokrati i praksis. Ligegyldigt hvilket resultat et folketingsvalg har, er valget en glædelig begivenhed. Udfaldet af folketingsvalget 2011 giver os, de frie skoler og de ansatte ved de frie skoler, forventninger, udfordringer og håb.

Det nye flertal i Folketinget bestående af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti (SF), Socialdemokraterne og De radikale giver os berettigede forventninger om, at de urimelige tilskudsbeskæringer, vi blev pålagt i forbindelse med genopretningspakken sidste år, rulles tilbage. Det har alle fire partier givet udtryk for før og under valgkampen.  Besparelserne var urimelige, fordi de pålagde os forholdsvis større nedskæringer end resten af uddannelsesområdet. Det kan have som konsekvens, at der udvikler sig en social skævhed i elevsammensætningen på de frie skoler, som faktisk ikke er der i øjeblikket.

Lige præcis den problemstilling har at gøre med de udfordringer, som sammensætningen af det nye folketing giver os. Med en socialdemokratisk ledet regering er der risiko for, at der vil blive arbejdet for, at der knyttes sociale betingelser til statstilskuddet til de frie skoler. Socialdemokraterne, Enhedslisten og til dels SF har givet udtryk for sådan et synspunkt. Til Friskolebladet siger den socialdemokratiske Christine Antorini: ”Vi vil gerne give økonomisk motivation til at tage flere elever, der har brug for for eksempel specialundervisning og tosprogsundervisning. Det kunne finansieres ved en lavere takst for almindelige elever og en lidt højere takst for elever, der har særlige behov”.

Der er masser af dokumentation for, at de frie skoler har forholdsvis lige så mange tosprogede elever, som folkeskolen og forholdsvis lige så mange elever, der kræver specialundervisning, som folkeskolen. Der er fra de frie skolers side flere gange taget konkrete tiltag til samarbejde om at tage endnu større ansvar i de store byer, hvor problemerne vedrørende elevsammensætningen er størst. Vi skal i de frie skoler deltage i løsningen af de sociale problemer. Det gør vi sådan set allerede i vidt omfang.  Det er imidlertid afgørende, at det sker i dialog ad frivillighedens vej. Og villigheden er bestemt til stede.

Det nye folketings sammensætning giver imidlertid også stor grund til forhåbninger. Der er grund til håb om, at det nye folketings flertal i langt højere grad, end det har været tilfældet de sidste ti år, vil være præget af tillid til lærernes faglighed og professionalisme. Der er grund til håb om en langt højere grad af pædagogiske visioner og skoleudvikling frem for kontrol, test og fuldstændigt ødelæggende ranglister af skolerne.
Der er håb om, at der bliver betydeligt højere til loftet i skoledebatten.

Til lykke med valget.

Venlig hilsen
Arne Pedersen

Der er udskrevet folketingsvalg til afholdelse torsdag 15. september. Det er på høje tid. Der er et stort behov for økonomisk vækst. En forudsætning for at skabe vækst i samfundet er, at der satses massivt på uddannelsesområdet.
De seneste år uddannelsespolitik ikke mindst på grundskoleområdet, har været præget hundredvis af lappeløsninger, der alle har bådet præg af en snæver blokpolitik. På det uddannelsespolitiske område er det af stor betydning, at der laves langsigtede løsninger. Det er kun muligt, hvis løsningerne laves som brede politiske forlig, som ikke bare bliver lavet om ved førstkommende valg, og som ikke har karakter af snævre ideologiske mærkesager. Vi må håbe, at vi får et folketing, som evner at lave uddannelsespolitiske løsninger, der rækker ud over den snævre blokpolitik.

Såvel regeringen som oppositionen har fremlagt deres forslag til, hvordan Danmarks økonomi igen kommer på ret kurs.

En helt central del af regeringens udspil er en tilbagetrækningsreform, som indebærer meget store forringelser af efterlønsordningen. Efterlønsalderen hæves til 62 år i 2017. Perioden, hvor man kan få efterløn forkortes til tre år, og uanset hvornår man overgår til efterløn, vil pensionsformuen blive modregnet fuldt ud.  Man kan have mange holdninger til nødvendigheden af disse forringelser. Men ændringerne i efterlønsordningen efterlader mange mennesker i en uafklaret situation. Ordningen udhuler reelt arbejdsmarkedspensionerne. De aftalte ændringer gør det yderst vanskeligt for den enkelte at vurdere, om de med fordel kan være medlem af ordningen eller ej. Det er også yderst beklageligt, at der ikke i aftalen er relevante arbejdsmiljøtiltag, der gør det sundere at blive på arbejdsmarkedet. Og der er intet, der giver seniorer ret til uddannelse, så de kan holde kvalifikationerne ved lige.

Samlet set er reformen udtryk for sparepolitik i stedet for vækstpolitik. Det er ærgerligt.

Da Folketinget i 2006 hævede folkepensionsalderen til 67 år, var et af argumenterne, der fik forringelsen til at glide ned, at lønmodtagere, der havde brug for det, kunne gå på efterløn. Den mulighed vil statsministeren nu fjerne.

Statsministerens forslag får to markante konsekvenser, en kvantitativ og en kvalitativ.

De unge lærere må regne med, at de skal blive på arbejdsmarkedet væsentlig længere end deres kolleger. En nyuddannet lærer må forvente at skulle fejre sin 70 års fødselsdag på lærerværelset. I dag kan lærere, som har brug for det, trække sig tilbage som 60-årige. Afskaffelsen af efterlønnen forlænger dermed arbejdslivet med mellem en tredje- og en fjerdedel.

Og lærerne mister retten til selv at bestemme, hvornår nok er nok. Statsministeren forsikrer, at nedslidte lønmodtagere skal kunne få pension. Efterlønnen er en ret. Det bliver pensionen ikke. I fremtiden kommer nedslidte lønmodtagere til at stå med hatten i hånden og tigge og bede om noget, de i dag har ret til.

Socialt er forslaget en markant forringelse af lønmodtagernes rettigheder og muligheder. Og de unge kommer til at mærke det. Om mange år.

Undervisningsministeren vil offentliggøre de nationale test, så man kan sammenligne resultaterne skole for skole. Det kan der komme meget ud af, men ikke en bedre skole. Det ved man fra de lande, der for længst har forkastet ideen.

Dansk Folkeparti vil vanen tro gå endnu længere. Lærernes skal testes.  Hvert femte år. Angiveligt fordi danske lærere efteruddannes i væsentligt mindre grad end kollegerne i sammenlignelige europæiske lande. Det er en rigtig god ide at efteruddanne lærerne noget mere. Det har lærernes organisationer argumenteret for i årevis. Men at afsætte store ressourcer til at teste 80.000 lærere, fordi der ikke er ressourcer til at uddanne dem, virker som en ide fra en molbohistorie. Selvfølgelig skal lærerne have mere efteruddannelse. Det der skal til er, at der afsættes de nødvendige ressourcer til det.

Venlig hilsen

Arne Pedersen

Arbejdsgivere skal ikke straffe kvinder for at være kvinder. Det burde være indlysende, men det er det desværre ikke for alle. Derfor har FSL det seneste års tid ført en sag i Ligebehandlingsnævnet for to lærere, som blev fyret umiddelbart efter deres barselsorlov var slut. I sidste uge vandt vi sagen, og de to medlemmer blev hver tilkendt en erstatning på mere end en kvart million kroner (læs flere detaljer om sagen her).

I en perfekt verden var sagen aldrig opstået, men når nu vi agerer i den uperfekte version, så glæder jeg mig over sejren. Og jeg mener, at den tjener til at understrege et par pointer.

For det første: Det betaler sig at være medlem af en fagforening. Hvis du nogle gange står med brevet fra betalingsservice i hånden og skal minde dig selv om, hvorfor du betaler kontingent til FSL, så er det her et eksempel på, hvad du får. Ud over det konstante arbejde med at forbedre vilkårene for lærerne på frie grundskoler og efterskoler, er vi der for dig, hvis du bliver klemt af din arbejdsgiver, og vi kan føre sager med ressourcer og ekspertise, som de færreste selv besidder. Vi tager de principielle sager, som ikke bare hjælper den enkelte, men som sætter eksempler for arbejdsgiverne og derfor hjælper alle medlemmer til et bedre arbejdsliv.

For det andet: Vi skriver 2010, men det halter stadig med ligebehandlingen. Den her sag var ikke unik, og jeg møder jævnligt arbejdsgivere, som ganske enkelt ikke tager ligebehandlingen alvorligt. Det er svært at forstå, men det er virkeligheden. Vi vil fortsætte med at bekæmpe diskriminationen, når vi møder den. For der vil givetvis komme flere sager, men sejren i sidste uge var et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Venlig hilsen

Arne

Forklædt som interne politiske kommissærer, der ønsker at lede frafaldne kammerater i den socialdemokratiske flok på rette vej, gentager Jan Andreasen og Lars Olsen i Information 19. maj, deres fortælling om, at den frie skole vælter som en flodbølge ind over folkeskolen og dermed ødelægger velfærdsstaten og tolerancen i samfundet. Fortællingen bliver hverken mere sand eller mere sober af at blive fortalt i medie efter medie. Jeg skal blande mig uden om den interne socialdemokratiske debat, men jeg vil gerne føje nogle bemærkninger til fortællingen om de frie skoler.

Den danske grundskoletradition er mere end 150 år gammel. Den bygger på den tænkning, at vi skal have én stor fælles folkeskole, som skal afspejle flertallets syn på skole, og så skal der være mulighed for at diverse mindretal, der har et andet religiøst, pædagogisk eller politisk syn på det at lave skole, kan gøre det. Det er en fantastisk smuk og demokratisk skoletænkning. De frie skoler er lidt billigere for samfundet end folkeskolen. De frie skoler er lidt dyrere for forældrene end folkeskolen. Det er helt fair.

Tal er altid taknemmelige. De virker så sande på papir. Når Andreasen og Olsen bruger statistik, der tager udgangspunkt i livet da morfar var ung for to generationer siden, kan udviklingen virke ganske voldsom. Det forholder sig imidlertid således, at de frie grundskoler kun er vokset ubetydeligt i de sidste tyve år. Omkring 1990 underviste vi i de frie skoler cirka 11 % af børnene, i dag underviser vi godt 13%. I København er andelen stort set uændret i 10-15 år. Endnu mere væsentligt er det, at det ikke er samfundets højst uddannede og mest indflydelsesrige, der har deres børn i frie skoler, som Andreasen og Olsen hævder. Der foreligger talrige undersøgelser, som godtgør at forældre i de frie skoler og i folkeskolen tjener stort set det samme, har stort set samme uddannelser og bor stort set på samme måde. Det er ligeledes godtgjort, at de frie skoler har stort set lige så mange børn, der modtager specialundervisning, som folkeskolen har. Endelig har vi lige så mange tosprogede elever, som folkeskolen har.

Det er ganske enkelt ikke korrekt, at de frie skoler skaber skævhed i samfundet. Vi er en ligeværdig del af et flot grundskolesystem. Vi er med til at styrke demokratiet og fællesskabet. Samtidig ønsker vi også en stærk og velfungerende folkeskole. Det har hele samfundet brug for. Men det får man altså ikke ved at skyde på de frie skoler. Vi laver skole for dem, der vil noget andet end folkeskolen.

Styrk folkeskolen. Lav verdens bedste folkeskole. Lav jeres egen fortælling. I vil få vores fulde opbakning.

Venlig hilsen

Arne Pedersen

PS: En forkortet udgave af ovenstående indlæg var i dag (25/5)at finde på Informations debatsider.

I sin nytårstale bekendtgjorde statsministeren, at der skulle ske et 360 graders eftersyn af folkeskolen. Det stod ikke klart, hvad eftersynet gik ud på. Blandt lærere og ledere i skolen har der været udbredt skepsis om projektet, ikke mindst på baggrund af, at regeringen allerede har gennemført 30 lovændringer i folkeskolen i de seneste år.

Lærere og ledere føler behov for arbejdsro og ikke serier af nye reformer. I offentligheden har der været udbredt undren over projektet. I nytårstalen lancerer statsministeren test i anden klasse, som allerede eksisterer. I den forløbne uge argumenterer han for offentliggørelse af test, som både undervisningsministeren og det andet regeringsparti, i hvert tilfælde indtil for nylig, var imod. Ingen har med andre ord rigtig vidst, hvad det hele går ud på. Indtil i går. Her kunne undervisningsminister Bertel Haarder i Politiken oplyse, at man ikke må…:

“…undervurdere betydningen af at have fået en ny statsminister. Det er statsministeren, som sætter retningen for regeringen. Den aktuelle debat viser, at der er en stigende nuanceforskel i forbindelse med statsministerskiftet. I retning af, at nu vil vi gerne detailstyre mindre og lytte mere til praktikerne. Vise de offentligt ansatte tillid. Lytte, når de siger, at de bruger for meget tid på at registrere og for lidt tid på borgerne. Det vil vi gerne lytte til, men til gengæld vil vi være sikre på, at borgerne bliver mere tilfredse, og at børnene lærer mere. Det er en ny melodi, som nu udvikles i dialog med omverdenen.”

Så fik Bertel Haarder sat det på plads. Og det glæder vi os da meget til.

Venlig hilsen
Arne

I dag (onsdag d.18/11) har jeg et debatindlæg i Berlingske Tidende. Indlægget er foranlediget af nogle artikler i Berlingske Tidende i fredags, hvor der bliver lavet nogle falske koblinger mellem de frie skoler og problemerne i de københavnske folkeskoler. Jeg begynder indlægget på følgende vis:

“En vellykket behandling kræver en god diagnose, det ved lægerne. Og det burde politikerne huske på. Gode politiske løsninger kræver nemlig også, at man forstår problemet skarpt og klart.
Og når man – som i fredagens Berlingske Tidende – beskriver de frie skoler som årsagen til og løsningen på de problemer, som de københavnske skoler har i øjeblikket, er diagnosen så forkert, at behandlingen gør mere skade end gavn.

Lad det være sagt med det samme: Der er problemer i de københavnske skoler.

Det er korrekt, at de familier, som sender deres børn på frie skoler, er socialt bedre stillet end den gennemsnitlige folkeskolefamilie. Også på de frie skoler er vi opmærksomme på den tendens, og de frie skoler har tilbudt politikerne dialog og samarbejde.

Men den skævhed skyldes ikke de frie skoler, og den hverken kan eller skal løses af dem”.

Læs hele debatindlægget i Berlingske Tidende her.

Venlig hilsen
Arne