Systematisk efteruddannelse af lærerne på vores skoler er en forudsætning for, at vi kan blive ved med at tilbyde undervisning på et tilstrækkeligt kvalificeret niveau. Fra foreningens side har vi årevis haft en fornemmelse af, at der bruges alt for få ressourcer ude på skolerne til efteruddannelse. En undersøgelse Frie Skoler har lavet viser, at det formentlig står meget værre til, end vi havde frygtet. Kun 10 % af lærerne har kompetenceplaner, på trods af at det er et overenskomstkrav at have dem.
Hvis ikke både skolerne og de ansatte tager problematikken om efteruddannelse alvorligt, så vil det være en tikkende bombe under vores skoleform.
Du kan læse mere om undersøgelsen, når første udgave af vores nye blad, Frie Skoler, udkommer i næste uge.
Venlig hilsen
Arne
Antallet af ledige eksploderer i øjeblikket. Det gælder især ikke uddannede og lavt uddannede. Samtidig er vi i den situation, at den offentlige sektor i løbet af de næste 10 år vil komme til at mangle op mod 80.000 lærere, sygeplejersker, pædagoger med flere.
På den baggrund foreslår vores hovedorganisation, FTF, at der indføres tredobbelt SU, for at få voksne til at uddanne sig inden for et af de områder, hvor der er en stor mangelsituation, for eksempel på lærerområdet.
Initiativet er fremragende. Det vil på én gang kunne være med til at løse to samfundsmæssige problemstillinger: Ledigheden og mangelsituationen. Det vil sikre, at voksne mennesker med familie, forpligtelser og faste udgifter vil få råde til at tage en uddannelse, der er hårdt brug for.
Lad os håbe, at regeringen tager handsken op, og bruger et usædvanligt konstruktivt forslag.
Arne Pedersen
Repræsentantskabsmødet.
Undervisningsminister Bertel Haarder har desværre meldt afbud til repræsentantskabsmødet i år på grund af valget. Det er forståeligt, men ærgerligt ikke mindst i lyset af, at vi her kunne have haft lejlighed til at få en snak med ministeren om nogle af de problemstillinger, der presser sig på:
Lærernes status har i de senere år været stærkt for nedadgående ikke mindst fordi vi har oplevet en stor mistillid fra politikernes side til vores arbejde. En mistillid, der blandt andet er kommet til udtryk i en topstyring af skoleområdet, som ikke er set tidligere. En mistillid som giver sig udtryk i byger af love og regler der detailstyrer skolen og forvandler læreren fra at være selvstændig, professionel udøver af faget til at være en slags undervisningssergent.
Kontrollen kommer for eksempel til udtryk på efteruddannelsesområdet. Der er stort behov for efteruddannelse på frie grundskoler og efterskoler. Det er imidlertid et problem, at tilskuddene hertil i de senere år gives til meget specifikke og snævert beskreven formål i stedet for at være generelle tilskud, som skoleformen selv kan råde over. Konsekvensen er, at der ydes tilskud til efteruddannelse, som reelt ikke kan bruges. På grundskoleområdet har vi i de senere år måttet returnere tilskud til uddannelse af praktiklærere, fordi tilskuddet ikke kunne anvendes efter formålet.
Det samme sker efter al sandsynlighed med tilskuddet til diplomuddannelser i naturfag.