8. januar 2008

Populistiske tiltag underminerer den danske model

Filed under: Løn,OK08,Politik — arne @ 10:43

Forud for valget stod politikerne i kø for at love de offentligt ansatte klækkelige lønforbedringer.

Forud for valget bevilgede regeringen 10 milliarder kroner i skattelettelser. Da de økonomiske vismænd i den forbindelse manede til forsigtighed, erklærede statsministeren, at så måtte økonomerne skrive lærebøgerne om.

Efter valget fremtryller de selv samme politikere fem milliarder kroner til de offentligt ansatte, som vi ville have fået under alle omstændigheder, og kalder det indfrielse af valgløfter. Statsmisteren siger med klar adresse til de offentligt ansatte i sin nytårstale, at ”Ingen har glæde af at stille for store krav”. Politikernes adfærd er både forargelig og utroværdig, men hvad værre er, så underminerer sådanne populistiske tiltag ”den danske model”, som er hele grundlaget det stabile og velfungerende arbejdsmarked, vi har haft i mange år. Politikerne skal holde fingrene fra aftaleforhandlingerne og respektere arbejdsmarkedet parter, ellers vil der være stor risiko for et langt mere ustabilt arbejdsmarked i fremtiden.

Torsdag 10. januar starter de specielle forhandlinger for de ansatte på de frie skoler. Disse forhandlinger vil i de kommende to måneder forløbe parallelt med CFU-forhandlingerne for alle staten ansatte. Målet med CFU-forhandlingerne er en betydelig højere løn for de offentligt ansatte. Målet for vore specielle forhandlinger er et velfungerende lønsystem på de frie skoler.

20. december 2007

Milliarder til OK – politisk kunstgreb

Filed under: Løn,OK08,Politik — arne @ 11:31

Søren Seeberg Sørensen, TR på Forældreskolen i Århus, efterspørger i en kommentar her på bloggen min holdning til Regeringens udmelding om at den har fundet 5,1 milliarder kroner til de offentlige ansatte over de næste tre år. Den kommer her:

Regeringen besluttede i tirsdags at fremrykke 1,7 mia. kroner til de offentligt ansatte over hvert af de tre kommende år. Pengene kommer ifølge Finansministeriet fra de penge man skulle have reguleret med i overenskomstperioden. Det vil med andre ord sige, at det er penge de offentligt ansatte ville have fået under alle omstændigheder. Nu kommer de bare tidligere end forventet.

Beslutningen er et politisk kunstgreb, der giver Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti mulighed for at give udtryk for, at nu er de lovede ekstra fem mia. til de offentligt ansatte fremskaffet.

Beslutningen skaffer muligvis fred på Christiansborg hen over julen, men den slags kreativ bogføring skaber bestemt ikke ro blandt de offentlig ansatte. Risikoen for en stor konflikt på det offentlige område er desværre større end nogensinde.  

Med venlig hilsen  
Arne Pedersen

19. november 2007

En ikke uvæsentlig detalje

Filed under: Løn,OK08,Politik — arne @ 15:06

Aftaleforhandlingerne.

En ikke uvæsentlig detalje i det netop overståede valg er, at de partier, der op til valget lagt megen vægt på, at de offentligt ansattes lønninger skal øges betydeligt i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger, nu har flertal i folketinget. Det drejer sig om Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Helle Thorning-Schmidt står ifølge Politiken fast på, at de offentligt ansatte skal have bedre lønninger. Hun peger overfor statsministeren på, at der er flertal i Folketinget for at løfte lønningerne hos de offentligt ansatte.
Det er aftaleparterne og aftalepartene alene, der fordeler lønmidlerne i forbindelse med aftaleforhandlingerne, men det er meget positivt, at der tilsyneladende er politisk vilje til afsætte de fornødne midler til betydelige lønstigninger til de offentligt ansatte til foråret. Det er nok så spændende, om der er politisk mod til at bruge flertallet, så løfterne indfris.