6. september 2010

Uhørt

Filed under: OK11,Politik — ulrik @ 10:37

Finansminister Claus Hjorth Frederiksen gik i sidste uge i pressen og offentliggjorde en række konkrete krav til aftaleforhandlingerne i forbindelse med de offentlig ansattes overenskomstforhandlinger i foråret 2011.

Budskabet var, at de offentligt ansatte vil blive mødt med krav om senere tilbagetrækning, mere fleksibel arbejdstid og mere lokal løndannelse. Man kan mene om de udmeldte krav, hvad man vil, og det gør vi sandelig også, men det er helt uhørt, at en finansminister, som er aftalepart, før forhandlingerne overhovedet er gået i gang, melder konkrete krav ud. Det vil være det rene gift for aftaleforhandlingerne, hvis de kommer til at foregå i pressen henover efteråret. Men det er måske det, der er meningen?

VH

Arne

29. juni 2010

God sommerferie

Filed under: OK11,Politik — arne @ 10:23

Der er god grund til at ønske god sommerferie, for der er i høj grad brug for den. I det næste år kommer vi til at stå over for endog meget store udfordringer.

Regeringens genopretningspakke kommer til at ramme både efterskoler og grundskoler i et omfang, vi ikke har oplevet i mange år. Som om det ikke var nok, blev vi i forrige uge pålagt at spare yderligere én procent i indeværende finansår. Det er vist første gang i historien, at der et foretaget besparelser på allerede bevilgede tilskud.

Det bliver i lyset af disse besparelser og i lyset af den generelle økonomiske krise, at vi skal i gang med aftaleforhandlingerne til foråret.

Udfordringerne er mange og store, men de skal nu nok blive løst – når vi nu lige har haft sommerferie.

God ferie

Arne Pedersen

22. april 2010

Bliver OK 2011 udsat?

Filed under: Løn,OK11 — arne @ 11:51

Der har på det seneste været forlydender i dagspressen om, at de offentlige aftaleforhandlinger muligvis bliver udsat et år. Det kan nu næppe lade sig gøre sådan bare at udsætte aftaleforhandlingerne.  Der vil så snarere være tale om en etårig minimalaftale, der så bliver efterfulgt af egentlige aftaleforhandlinger i 2012. Baggrunden for en eventuel ”udsættelse” er, at udviklingen i de såkaldte reguleringsordninger er så dystre, at der vil være meget få midler  at forhandle om i 2011. Der vil være fordele og ulemper forbundet med en sådan ”udsættelse”, men det skal slås helt fast, at der set fra vores side kun vil være ulemper, hvis en ”udsættelse” alene sker på det kommunale område. Det er i alles interesse, at stat og kommune indgår aftaler samtidigt.

Venlig hilsen
Arne Pedersen

10. marts 2010

Unge lærere skal tilgodeses ved OK-11

Filed under: Arbejdsmiljø,Ledelse,OK11,Skoler — arne @ 10:50

Så er vi begyndt at afvikle kravopstillingsmøder i foreningens kredse. Der er pæn mødedeltagelse i de fleste af kredsene, og der er en ualmindelig engageret debat om de centrale temaer.

Overvejelserne om arbejdstidsaftalen og ikke mindst spørgsmålet om en ny og mere gennemsigtig lønaftale fylder det meste af møderne. Men også spørgsmålet om de yngre lærere fylder meget i debatten. Alt for mange yngre lærere bliver mødt med skemaer med urimeligt mange lektioner. De får ikke megen hjælp til at finde fodfæste på den nye arbejdsplads, og der er mange eksempler på, at de unge lærere kaster håndklædet i ringen og vælger et andet erhverv. På møderne efterlyses tiltag, som kan hjælpe de unge kolleger i gang med det nye job på en fornuftig måde. Det er klart en problemstilling, som bør indgå i vore krav.

Venlig hilsen
Arne

8. januar 2010

Vi skal have gode arbejdspladser

Filed under: Arbejdsmiljø,Læreruddannelse,OK11,Politik — arne @ 13:45

Ved starten af et nyt år er der tradition for at sætte overskrifter på det kommende års vigtige målsætninger. Statsministeren startede i sin nytårstale med at sætte meget fokus på udvikling af folkeskolen. Han taler om 360 graders eftersyn og læseprøver i 2. klasse. Det er fint, og held og lykke med det. I vores egen interne debat og i vores debat med skoleorganisationerne har udfordringerne i forbindelse med de kommende aftaleforhandlinger fyldt meget. Ikke mindst problemerne med løn og arbejdstid. Og det bliver afgjort store temaer i det kommende år.

Der er i mine øjne ingen tvivl om, at den store overskrift på skoleområdet i dette år hverken handler om pædagogik, løn, arbejdstid eller læseprøver for den sags skyld. Den store overskrift er arbejdsmiljøet.

Vores allervigtigste opgave er at arbejde for at skabe skoler, der er gode at arbejde på for børn og ansatte. Vi skal have vendt udviklingen med et stigende antal tidlige pensioneringer, krisehjælp, manglende tilstrømning til læreruddannelsen og så videre. Vi skal have udviklet arbejdsmiljøet på skoleområdet, så skolerne bliver landets bedste arbejdspladser.
Det bør være ambitionen.
Godt nytår

Venlig hilsen
Arne