ArnesBlog

I sidste måned nævnte Børsen prisstigninger på private skoler og efterskoler som ”… en drivende faktor i inflationsvæksten”, så, jo, de frie skoler er vant til at få skyld for lidt af hvert. Senest i Berlingske Tidende den 30. august i artiklen »Protestskoler« truer folkeskolen, hvor journalisten citerer lederen af Skolens Rejsehold, Jørgen Søndergaard, for, at det ikke er muligt at løfte de danske elever op på finnernes niveau, hvis forældrene vælger store skoler fra og opretter små friskoler.

Artiklens budskab er lige så forkert som Børsens inflationshistorie.

Søndergaards udsagn er en helt urimelig nedvurdering af den utrættelige indsats, der ydes på små frie skoler rundt i lokalsamfundene, hvor dygtige lærere med støtte fra engagerede forældre sørger for en god skolegang for deres børn. Påstanden om at disse lokalsamfund nærmest gør sig skyldige i landsskadelig virksomhed ved at udøve deres grundlovssikrede ret til at oprette en fri skole, er på den ene side svært at tage alvorligt, på den anden side vigtig at forholde sig til, fordi den er blevet en udokumenteret vandrehistorie i dagspressen.

Selvom Berlingske Tidendes journalist undlader det, er der god grund til at anfægte ideen om, at store skoler giver bedre undervisning. Professor Sven Erik Nordenbo, der er ekspert i uddannelsesforskning og evidens, konstaterede i Information, »… at man ikke ud fra den eksisterende forskning kan sige noget om, hvorvidt store skoler er bedre end små«. Ser man på CEPOS’ rangliste over skolernes evne til at lære fra sig, ligger der seks frie grundskoler i top 10. Fælles for skolerne er, at de alle sammen er mindre end rejseholdet anbefaler. Tragi-komisk bliver det, når man på rejseholdets egen hjemmeside finder en UNI-C-analyse, der viser, at ”… det er usikkert, om store skoler har bedre resultater end små skoler”.

Med andre ord: Jørgen Søndergaard har intet belæg for sin påstand. Det er tro, ikke fakta han fylder journalisten – og læserne – med. Det handler om politik, ikke om viden.

Endelig er økonomien i spørgsmålet heller ikke så entydig, som artiklen giver indtryk af. Det offentlige sparer i dag over en milliard kroner om året på, at nogle forældre sender deres børn i en anden skole end folkeskolen. Eleverne på de frie skoler, hvis forældre dog også betaler skat i dette land og dermed bidrager til folkeskolen, modtager et tilskud på 75 procent af det, folkeskolen får.

Hvis vi vil forbedre elevernes evner, er det ikke skolesammenlægninger, der skal fokuseres på. En new zealandsk gennemgang af en halv million internationale forskningsprojekter viser, at betydningen af test, klassestørrelse, undervisningsdifferentiering  blegner i sammenligning med lærerens betydning for hver enkelt elevs indlæring. Svenske økonomer regnede sig frem til, at investeringer i lærerens kompetence giver 8-10 gange højere afkast end alle andre investeringer, man kan lave i uddannelsessystemet.

Vores fokus bør være det samme, og hvis det så samtidig kan betyde, at de frie skoler undgår at blive syndebuk for mærkværdige og urigtige påstande, vil det være en velkommen sidegevinst.

Finansminister Claus Hjorth Frederiksen gik i sidste uge i pressen og offentliggjorde en række konkrete krav til aftaleforhandlingerne i forbindelse med de offentlig ansattes overenskomstforhandlinger i foråret 2011.

Budskabet var, at de offentligt ansatte vil blive mødt med krav om senere tilbagetrækning, mere fleksibel arbejdstid og mere lokal løndannelse. Man kan mene om de udmeldte krav, hvad man vil, og det gør vi sandelig også, men det er helt uhørt, at en finansminister, som er aftalepart, før forhandlingerne overhovedet er gået i gang, melder konkrete krav ud. Det vil være det rene gift for aftaleforhandlingerne, hvis de kommer til at foregå i pressen henover efteråret. Men det er måske det, der er meningen?

VH

Arne

Om nogle få dage møder 65.000 forventningsfulde børn op til deres første skoledag. Det er for de fleste en af de største dage i livet. En man husker tilbage på. Alle disse børn har krav på et godt skoleforløb. Skoletiden udgør ti af de vigtigste år i deres liv. Et godt skoleforløb er forudsætningen for, at de senere bliver velfungerende samfundsborgere. De 65.000 børn er sådan set dem, vi alle sammen skal bygge vores fremtidige samfund på, så der er al mulig grund til at passe på dem og give dem en god skoletid.

Samtidig med de 65.000 børn er der omkring 2000 andre, der har deres første skoledag. Det er de nyuddannede lærere. Det er dem, der skal sørge for, at de 65.000 får et godt skoleliv. De 2000 nyuddannede lærere udgør kun 65 % af dem, der startede på læreruddannelsen. 35 % faldt fra undervejs. Det er et betydeligt større frafald, end for ti år siden. Går det som det plejer, vil mellem 15 og 20 procent af de 2000 nyuddannede lærere i løbet af få år, vælge at forlade lærergerningen og vælge et andet erhverv – hvis vi altså ikke bliver bedre til at passe på dem.

I løbet af de næste år kommer vi til at mangle flere tusinde lærere i skolen. Der vil være en risiko for, at en pæn den del af de 2000 nye lærere, der bliver i faget, kommer på førtidspension. Tal fra Lærernes Pension dokumenterer, at antallet af lærere på førtidspension er eksploderet. Tallet er på blot fem år steget fra 900 til mere end det dobbelte. Det er psykiske skader som depression og stress, der får tallet til at stige så voldsomt.

Der er mange grunde til, at ikke mindst nye lærere er under pres i disse år. Læreruddannelsen er ikke god nok. Den skal forbedres, så den tiltrækker langt flere, og så frafaldet mindskes. Læreruddannelsen skal gøres længere, og der skal ikke mindst ske forbedringer i praksisdelen, så de nye lærere ved, hvad det er for en virkelighed, de skal ud og undervise i. Der skal etableres bedre efteruddannelsestilbud, og så skal lovgiverne ikke mindst lade være med at spare uddannelsessystemet i stumper og stykker. Det er de lange politiske problemstillinger. Dem er der formentlig ingen, der forventer en løsning på inden for den første måned eller to.

Der er til gengæld al mulig grund til at forvente, at de 2000 nye læreres samarbejdspartnere: skoleledelserne, kollegerne og forældrene er opmærksomme på, at et godt afsæt i de første par måneder i arbejdslivet er forudsætningen for at få en tilfreds ansat, en velfungerende kollega og en dygtig lærer i mange år. Giv de nye lærere et ordentligt skema, luk dem ind i fællesskabet og vis overbærenhed. Kort sagt pas på de nye lærere i skolen. Så skal de til gengæld nok passe på de 65.000 børn og give dem et godt skoleliv. Til glæde for os alle sammen.

Venlig hilsen

Arne

PS: Ovenstående indlæg kunne i dag (4/8) også læses i Politikens spalter.

Der er god grund til at ønske god sommerferie, for der er i høj grad brug for den. I det næste år kommer vi til at stå over for endog meget store udfordringer.

Regeringens genopretningspakke kommer til at ramme både efterskoler og grundskoler i et omfang, vi ikke har oplevet i mange år. Som om det ikke var nok, blev vi i forrige uge pålagt at spare yderligere én procent i indeværende finansår. Det er vist første gang i historien, at der et foretaget besparelser på allerede bevilgede tilskud.

Det bliver i lyset af disse besparelser og i lyset af den generelle økonomiske krise, at vi skal i gang med aftaleforhandlingerne til foråret.

Udfordringerne er mange og store, men de skal nu nok blive løst – når vi nu lige har haft sommerferie.

God ferie

Arne Pedersen

Arbejdsgivere skal ikke straffe kvinder for at være kvinder. Det burde være indlysende, men det er det desværre ikke for alle. Derfor har FSL det seneste års tid ført en sag i Ligebehandlingsnævnet for to lærere, som blev fyret umiddelbart efter deres barselsorlov var slut. I sidste uge vandt vi sagen, og de to medlemmer blev hver tilkendt en erstatning på mere end en kvart million kroner (læs flere detaljer om sagen her).

I en perfekt verden var sagen aldrig opstået, men når nu vi agerer i den uperfekte version, så glæder jeg mig over sejren. Og jeg mener, at den tjener til at understrege et par pointer.

For det første: Det betaler sig at være medlem af en fagforening. Hvis du nogle gange står med brevet fra betalingsservice i hånden og skal minde dig selv om, hvorfor du betaler kontingent til FSL, så er det her et eksempel på, hvad du får. Ud over det konstante arbejde med at forbedre vilkårene for lærerne på frie grundskoler og efterskoler, er vi der for dig, hvis du bliver klemt af din arbejdsgiver, og vi kan føre sager med ressourcer og ekspertise, som de færreste selv besidder. Vi tager de principielle sager, som ikke bare hjælper den enkelte, men som sætter eksempler for arbejdsgiverne og derfor hjælper alle medlemmer til et bedre arbejdsliv.

For det andet: Vi skriver 2010, men det halter stadig med ligebehandlingen. Den her sag var ikke unik, og jeg møder jævnligt arbejdsgivere, som ganske enkelt ikke tager ligebehandlingen alvorligt. Det er svært at forstå, men det er virkeligheden. Vi vil fortsætte med at bekæmpe diskriminationen, når vi møder den. For der vil givetvis komme flere sager, men sejren i sidste uge var et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Venlig hilsen

Arne

Forklædt som interne politiske kommissærer, der ønsker at lede frafaldne kammerater i den socialdemokratiske flok på rette vej, gentager Jan Andreasen og Lars Olsen i Information 19. maj, deres fortælling om, at den frie skole vælter som en flodbølge ind over folkeskolen og dermed ødelægger velfærdsstaten og tolerancen i samfundet. Fortællingen bliver hverken mere sand eller mere sober af at blive fortalt i medie efter medie. Jeg skal blande mig uden om den interne socialdemokratiske debat, men jeg vil gerne føje nogle bemærkninger til fortællingen om de frie skoler.

Den danske grundskoletradition er mere end 150 år gammel. Den bygger på den tænkning, at vi skal have én stor fælles folkeskole, som skal afspejle flertallets syn på skole, og så skal der være mulighed for at diverse mindretal, der har et andet religiøst, pædagogisk eller politisk syn på det at lave skole, kan gøre det. Det er en fantastisk smuk og demokratisk skoletænkning. De frie skoler er lidt billigere for samfundet end folkeskolen. De frie skoler er lidt dyrere for forældrene end folkeskolen. Det er helt fair.

Tal er altid taknemmelige. De virker så sande på papir. Når Andreasen og Olsen bruger statistik, der tager udgangspunkt i livet da morfar var ung for to generationer siden, kan udviklingen virke ganske voldsom. Det forholder sig imidlertid således, at de frie grundskoler kun er vokset ubetydeligt i de sidste tyve år. Omkring 1990 underviste vi i de frie skoler cirka 11 % af børnene, i dag underviser vi godt 13%. I København er andelen stort set uændret i 10-15 år. Endnu mere væsentligt er det, at det ikke er samfundets højst uddannede og mest indflydelsesrige, der har deres børn i frie skoler, som Andreasen og Olsen hævder. Der foreligger talrige undersøgelser, som godtgør at forældre i de frie skoler og i folkeskolen tjener stort set det samme, har stort set samme uddannelser og bor stort set på samme måde. Det er ligeledes godtgjort, at de frie skoler har stort set lige så mange børn, der modtager specialundervisning, som folkeskolen har. Endelig har vi lige så mange tosprogede elever, som folkeskolen har.

Det er ganske enkelt ikke korrekt, at de frie skoler skaber skævhed i samfundet. Vi er en ligeværdig del af et flot grundskolesystem. Vi er med til at styrke demokratiet og fællesskabet. Samtidig ønsker vi også en stærk og velfungerende folkeskole. Det har hele samfundet brug for. Men det får man altså ikke ved at skyde på de frie skoler. Vi laver skole for dem, der vil noget andet end folkeskolen.

Styrk folkeskolen. Lav verdens bedste folkeskole. Lav jeres egen fortælling. I vil få vores fulde opbakning.

Venlig hilsen

Arne Pedersen

PS: En forkortet udgave af ovenstående indlæg var i dag (25/5)at finde på Informations debatsider.

På overfladen virkede det harmløst, det oplæg, journalisten Lars Olsen holdt på Lilleskolernes årsmøde, men under det lurede en grim sandhed.  Et sandt dilemma, som truer og handlingslammer en vigtig del af den danske skoletradition.

Lars Olsen angreb de frie skoler for ikke at tage tilstrækkeligt socialt og etnisk ansvar. Skolerne er socialt og etnisk skæve, sagde han.

Skidt med tallene. Vi mener, at han bruger dem forkert, men hans synspunkt møder stor politisk velvilje, så vi må tage det alvorligt – uanset hvad Danmarks Statistik fortæller. Og Lars Olsens var klar i mælet: I må hellere gøre noget ved den sociale skævhed nu, for ellers kommer politikerne efter jer. I bliver straffet, hvis I ikke løfter en større del af de sociale byrder, sagde han.

Dilemmaet dukkede op, da Lars Olsen blev spurgt, hvordan det kan være, at Københavns Kommune ikke har fundet tosprogede elever til de frie skoler, der tilbyder pladser.  Lars Olsen undrede sig selv over det, og derfor havde han stillet spørgsmålet til en ledende embedsmand. Svaret lød: ”Vi vil jo ikke lige frem jage eleverne væk fra folkeskolen”. Med andre ord: Kommunen ønsker ikke, at der kommer flere elever på de frie skoler. Eller med Lars Olsens egne ord: Kommunen spillede ikke med. Se, det er i sandhed et dilemma: Politikerne giver de frie skoler politiske bøllebank, hvis de ikke tager flere svage elever. Og politikerne gør, hvad de kan for at forhindre, at de får det.

Et tydeligt dilemma, men ikke enestående. Det netop udsendte ’Københavnermanifest 2010’, som blandt andre Lars Olsen har skrevet under på, kræver flere tosprogede i de frie skoler. Men det kræver også, at medarbejderne i kommunens børnehaver arbejder aktivt for at sluse børnene over i den lokale folkeskole. Folkene bag det kritiserer, at offentlige tilskud gør de frie skoler så billige, at det er for let at vælge folkeskolen fra. Og de kritiserer, at forældrebetalingen udelukker socialt svage fra at vælge skolerne.

Det er den virkelige fare for de frie skoler: Politisk ambivalens.

Den største trussel mod de frie skoler er de politisk modsatrettede signaler, som sendes. I tager for få elever. I tager for mange. Lad os hjælpe jer med at få flere tosprogede. Det vil vi ikke. I er for billige. I er for dyre.
Det er faren: Politisk tvetungeri.

Og løsningen? Der findes kun en virkelig løsning på problemet: Lav en rigtig god og stærk folkeskole. En attraktiv folkeskole er den bedste garanti for, de, der vælger frie skoler, gør det af holdningsmæssige grunde.  Det er columbusægget.

Venlig hilsen

Arne

Statsministeren har sagt, at vi skal have verdens bedste folkeskole. Der er iværksat et 360 graders eftersyn af folkeskolen med henblik på at skabe udvikling og forbedringer. Samtidig sker der massefyringer af lærere i kommunerne uden at børnetallet er faldet. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Det reelle problem består i, at de sociale udgifter i kommunerne i de senere år er vokset meget betydeligt, samtidig med at kommunerne på grund af skattestoppet ikke har mulighed for at ”lukke hullet”. Det betyder, at kommunerne er tvunget til at lave forringelser af blandt andet folkeskolen ved at foretage afskedigelser. Skattestoppet er i færd med at underminere den folkeskole, som vi alle ønsker, skal være den bedste i verden.

Umiddelbart kunne man tro, at det vil være godt for de frie skoler, at folkeskolen har problemer. Det er på ingen måde tilfældet. Det kan godt være, at vi ”får flere kunder” i butikken. Men det er ikke og må aldrig blive vores målsætning. Vi skal være et pædagogisk alternativ til en god og velfungerende folkeskole. Vi har lige så meget brug for en god folkeskole, som resten af samfundet har.

Vi har behov for udvikling af folkeskolen, og det får vi ikke før skattestoppet er væk.

Venlig hilsen
Arne

Nogle gange kræver det lidt arbejde at komme på ideer til blogindlæg, andre gange er det let. I dag hører til den sidste kategori. Jeg behøver blot at minde om, hvad jeg har sagt og skrevet før, og så lade de sidste par dages begivenheder tale for sig selv.

Tirsdag og onsdag skulle 30.000 folkeskoleelever have gennemført nationale test, men tekniske problemer gjorde, at det mislykkedes. Hvornår systemet kommer op at køre er lige nu uvist, men sker det ikke i dag (torsdag) kan der lægges 15.000 elever oven i de 30.000, og det samme fredag. De nationale test er nu kun obligatoriske i det omfang, systemet kan følge med. Det kan det tydeligvis ikke, så nu er det op til hver enkelt lærer at afgøre, om de enkelte elever skal gennemføre testene i år. Tænk engang, lærerne må selv vælge. Man tror jo næsten, det er 2001.

Jeg og Frie Skolers Lærerforening har siden ideen om nationale test blev født ved adskillige lejligheder argumenteret for, at testene er en dårlig ide både indholds- og administrationsmæssigt. Med de gentagne udsættelser af testene siden 2006 og denne uges tekniske problemer må det for selv den største testtilhænger være vanskeligt at argumentere mod det sidste. Den administrative testfiasko er total.

Hvad det indholdsmæssige angår, vil jeg gentage, hvad jeg på vegne af FSL’s hovedbestyrelse sagde i 2005, da jeg aflagde mundtlige beretning:

For få år siden havde såvel politikere som skolefolk kun skuldertræk til overs for de såkaldte nationale tests, som en del europæiske lande indførte fra slutningen af firserne. Denne centralt stramt styrede skoletænkning, som, selvom det var liberale regeringer, der indførte den, havde mindelser om det, der endnu tidligere foregik på den anden side af jerntæppet, skulle sikre, at alle elever havde en række fælles basale faglige kompetencer. (…)Problemet var blot, at erfaringen med den slags nationale tests viste, at undervisningen i stedet for at rette sig mod fagenes indhold i højere grad kom til at rette sig mod prøverne, således at man som skole og som lærer ikke risikerede en dårlig ranking. Disse tests gav ikke bedre skoler og dygtigere elever (…).

Det er oplagt at lave en vittig kobling mellem sammenligningen med lande som befandt sig øst for jerntæppet og de bureaukratiske problemer, vi har set de sidste par dage, men det skal ikke skygge for sagens alvor. Jeg har fra start været imod ideen om nationale test, men har samtidig kunnet konstatere, at nogle eksperter har været for. Blandt andet den engelske professor Peter Mortimore, der i 2003 var formand for den ekspertgruppe, som aflagde rapport om det danske undervisningssystem. Mortimore anbefalede nationale test, men kun til internt brug og evaluering, ikke til bred offentliggørelse. Tidligere på ugen i P1 Orientering gjorde Mortimore sin holdning særdeles klar med en indtrængende opfordring til den nye undervisningsminister om at bremse for offentliggørelsen af de nationale test, fordi offentliggørelsen i hans øjne vil gøre skade på den danske folkeskole. Jeg kan nære håb om, at regeringen lytter, men jeg kan også tvivle. I det tilfælde vil jeg igen citere fra, hvad jeg sagde i 2005:

Man må håbe, at mange af de frie skoler tager handsken op og viser, at det ikke er tests, men holdninger, emneundervisning, kreativitet og faglighed der er de vigtige grundpiller i opdragelsen af de unge mennesker, som skal overtage samfundet.

Venlig hilsen
Arne

De to hovedhistorier i pressen i går var nyhederne om, at der var landet en ladning vejsalt på havnen i Grenå, og at der skulle afholdes forældremøde for mødre på Holbergskolen i København. Der kunne i høj grad have været brug for vejsaltet i København, for man har da sjældent oplevet politikere som ”Bambi på isen” i en grad, som det var tilfældet i forbindelse med forældremødet på Holbergskolen.

Som et led i arbejdet med at styrke integrationen, havde man på Holbergskolen i København besluttet at indbyde mødre til et ekstra forældremøde. Pointen er, at det kan være svært at få nogle af mødrene i tale, når der både deltager fædre og mødre i forældremøderne. Skolen prøver på denne måde at finde alternative veje til at løse et kompliceret problem.

Politikere vil naturligvis gerne genvælges, så de har brug for at profilere sig så meget som muligt. Men når partiernes toppolitikere begynder at gøre et alternativt forældremøde til et samfundsproblem, så gør de sig selv til et problem.

At politikerne latterliggør sig selv, det er ærgerligt for dem, men at de bringer hele folkestyret i et komisk skær, det er ærgerligt for os alle sammen.

Venlig hilsen

Arne Pedersen