ArnesBlog

For alle børnehaveklasseledere, lærere og ledere på en skole er et nyt skoleår en ny udfordring. For nogle hundrede ansatte på grundskolerne og efterskolerne er udfordringen helt speciel. Det er alle de nyansatte. På næsten hver eneste skole starter der i denne tid en eller flere nyansatte. For en meget stor del af de nye er det deres første ansættelse.  For de fleste af dem er spændingen og forventningen ved det nye job blandet usikkerhed og nervøsitet. Det er en grænseoverskridende vanskelig proces for de fleste at finde fodfæste i den første ansættelse. Man kender ingen af kolleger, ingen elever og man ved intet om skolen kultur og traditioner. Ja, man aner ikke en gang hvor lokalerne befinder sig eller hvor man skal gå hen for at finde de materialer, man skal bruge. Man sveder tran ved tanken om at sætte sig på den forkerte stol på lærerværelset eller hælde kaffe i et krus, der tilhører en anden.

Vi ved desværre, at en del af de lærere, der nu første gang kaster sig ud i det arbejde, de længe har glædet sig til, kaster håndklædet i ringen i løbet af de første par år, fordi det er for uoverskueligt at finde sin rolle i jobbet. Det er af helt afgørende betydning at man som kollega og som leder tager ansvar for, at de nye føler sig velkomne. Mange skoler har heldigvis meget systematisk aftalt og beskrevet, hvordan man tackler introduktionen af de nye. Fra foreningens side tilbyder vi sammen med de fleste af skoleorganisationerne forskellige kursusforløb, hvor de nye lærere bliver introduceret for det at være lærer, og ikke mindst for, hvad det vil sige at være ansat på en fri skole. Herudover tilbyder vi både nye lærere og nye ledere et mentorforløb, hvor man får mulighed for at søge sparring hos en erfaren kollega fra en anden skole. Vi håber, at de nye ansatte vil finde sig til rette i de frie skoler og føle sig velkomne.

Fra foreningens side vil vi gøre, hvad vi kan, for at de bliver det.

Venlig hilsen

Arne Pedersen

Som det fremgår af det nye nummer af Frie Skoler, så vil vi kæmpe hårdt for at få så mange kroner med fra de kommende overenskomstforhandlinger som muligt. Men samtidig ved vi godt, at den økonomiske situation betyder, at vi ikke kommer til at forhandle os til en ligeså stor ramme som i 2008.  Men overenskomstforhandlinger handler også om andet end økonomi.

Et af vores overenskomstkrav er, at vi skal have kortlagt, hvorfor så mange lærere bliver langtidssyge og går på førtidspension. I en stadig yngre alder. Det er ulykkeligt for hver enkelt lærer, som må se ønsket om et godt arbejdsliv erstattet af sygdom for tidlig pension, og det er et kæmpe problem for samfundet og for skolerne. Personalestyrelsen har ligeså stor interesse som os i at blive klogere på, hvorfor det er sådan, og hvad vi kan gøre for at løse det.

Selv har jeg allerede gjort mig nogle tanker om det. Lærerarbejdet har altid i et vist omfang været et 24-timers-job, men jeg tror, det er blevet endnu mere udpræget. Der er et enormt kritisk søgelys på skoler og hver enkelt lærer fra elever, forældre og samfund. Via de elektroniske medier er man tilgængelig hele tiden, og læreren oplever sig selv i en pressituation med stadig flere negative stressfaktorer. Forslaget om at teste lærere hvert femte år er et meget godt eksempel på den dynamik. Det er et billede på et akkordsamfund, hvor alt skal og kan måles og vejes, hvor skolen gøres til en vare, og hvor man ser lærere som akkordarbejdere frem for kvalificerede professionelle mennesker, som man kan have tillid til.

Det er ikke en udvikling, som skaber gode arbejdsliv, gode skoler eller gode elever. Derfor trækker vi i den anden retning. Blandt andet i overenskomstforhandlingerne.
Men først er der ferie. Jeg ønsker alle vores samarbejdspartnere og medlemmer en rigtig glædelig jul og godt nytår. Jeg glæder mig til at se jer og arbejde sammen med jer i 2011.

Venlig hilsen
Arne

I sidste måned nævnte Børsen prisstigninger på private skoler og efterskoler som ”… en drivende faktor i inflationsvæksten”, så, jo, de frie skoler er vant til at få skyld for lidt af hvert. Senest i Berlingske Tidende den 30. august i artiklen »Protestskoler« truer folkeskolen, hvor journalisten citerer lederen af Skolens Rejsehold, Jørgen Søndergaard, for, at det ikke er muligt at løfte de danske elever op på finnernes niveau, hvis forældrene vælger store skoler fra og opretter små friskoler.

Artiklens budskab er lige så forkert som Børsens inflationshistorie.

Søndergaards udsagn er en helt urimelig nedvurdering af den utrættelige indsats, der ydes på små frie skoler rundt i lokalsamfundene, hvor dygtige lærere med støtte fra engagerede forældre sørger for en god skolegang for deres børn. Påstanden om at disse lokalsamfund nærmest gør sig skyldige i landsskadelig virksomhed ved at udøve deres grundlovssikrede ret til at oprette en fri skole, er på den ene side svært at tage alvorligt, på den anden side vigtig at forholde sig til, fordi den er blevet en udokumenteret vandrehistorie i dagspressen.

Selvom Berlingske Tidendes journalist undlader det, er der god grund til at anfægte ideen om, at store skoler giver bedre undervisning. Professor Sven Erik Nordenbo, der er ekspert i uddannelsesforskning og evidens, konstaterede i Information, »… at man ikke ud fra den eksisterende forskning kan sige noget om, hvorvidt store skoler er bedre end små«. Ser man på CEPOS’ rangliste over skolernes evne til at lære fra sig, ligger der seks frie grundskoler i top 10. Fælles for skolerne er, at de alle sammen er mindre end rejseholdet anbefaler. Tragi-komisk bliver det, når man på rejseholdets egen hjemmeside finder en UNI-C-analyse, der viser, at ”… det er usikkert, om store skoler har bedre resultater end små skoler”.

Med andre ord: Jørgen Søndergaard har intet belæg for sin påstand. Det er tro, ikke fakta han fylder journalisten – og læserne – med. Det handler om politik, ikke om viden.

Endelig er økonomien i spørgsmålet heller ikke så entydig, som artiklen giver indtryk af. Det offentlige sparer i dag over en milliard kroner om året på, at nogle forældre sender deres børn i en anden skole end folkeskolen. Eleverne på de frie skoler, hvis forældre dog også betaler skat i dette land og dermed bidrager til folkeskolen, modtager et tilskud på 75 procent af det, folkeskolen får.

Hvis vi vil forbedre elevernes evner, er det ikke skolesammenlægninger, der skal fokuseres på. En new zealandsk gennemgang af en halv million internationale forskningsprojekter viser, at betydningen af test, klassestørrelse, undervisningsdifferentiering  blegner i sammenligning med lærerens betydning for hver enkelt elevs indlæring. Svenske økonomer regnede sig frem til, at investeringer i lærerens kompetence giver 8-10 gange højere afkast end alle andre investeringer, man kan lave i uddannelsessystemet.

Vores fokus bør være det samme, og hvis det så samtidig kan betyde, at de frie skoler undgår at blive syndebuk for mærkværdige og urigtige påstande, vil det være en velkommen sidegevinst.

Da fristen udløb mandag middag, havde Undervisningsministeriet modtaget et rekordstort antal anmeldelser af nye frie grundskoler. Flere end tres nye skoler er blevet anmeldt. Det store antal nyanmeldte skoler er i pressen blevet udlagt som et  boom i friskolesektoren. Det er nu næppe tilfældet.

Der er formentlig flere årsager til det store antal anmeldelser: Dels er reglerne for at oprette nye skoler strammet væsentligt i de senere år, hvilket betyder, at man bliver nødt til at være meget tidligt ude, hvis man går med planer om at oprette en ny skole. Dels er usikkerheden om den kommunale planlægning stor. Mange forældregrupper er usikre på, om deres lille skole i lokalsamfundet bliver lukket.  Derfor garderer man sig i god tid, så der i hvert fald er en mulighed for at oprette en fri skole.

Men der er meget langt fra en anmeldelse af en ny skole til, at den faktisk bliver en realitet. Langt de fleste af de anmeldte skoler bliver næppe oprettet. Samtidig skal man være opmærksom på, at der aldrig er lukket så mange frie skoler på en enkelt år, som i år. Der lukker stort set lige så mange skoler, som der åbnes nye.

Så altså, det store friskoleboom, som pressen beskriver; det findes næppe.

Venlig hilsen

Arne

Om nogle få dage møder 65.000 forventningsfulde børn op til deres første skoledag. Det er for de fleste en af de største dage i livet. En man husker tilbage på. Alle disse børn har krav på et godt skoleforløb. Skoletiden udgør ti af de vigtigste år i deres liv. Et godt skoleforløb er forudsætningen for, at de senere bliver velfungerende samfundsborgere. De 65.000 børn er sådan set dem, vi alle sammen skal bygge vores fremtidige samfund på, så der er al mulig grund til at passe på dem og give dem en god skoletid.

Samtidig med de 65.000 børn er der omkring 2000 andre, der har deres første skoledag. Det er de nyuddannede lærere. Det er dem, der skal sørge for, at de 65.000 får et godt skoleliv. De 2000 nyuddannede lærere udgør kun 65 % af dem, der startede på læreruddannelsen. 35 % faldt fra undervejs. Det er et betydeligt større frafald, end for ti år siden. Går det som det plejer, vil mellem 15 og 20 procent af de 2000 nyuddannede lærere i løbet af få år, vælge at forlade lærergerningen og vælge et andet erhverv – hvis vi altså ikke bliver bedre til at passe på dem.

I løbet af de næste år kommer vi til at mangle flere tusinde lærere i skolen. Der vil være en risiko for, at en pæn den del af de 2000 nye lærere, der bliver i faget, kommer på førtidspension. Tal fra Lærernes Pension dokumenterer, at antallet af lærere på førtidspension er eksploderet. Tallet er på blot fem år steget fra 900 til mere end det dobbelte. Det er psykiske skader som depression og stress, der får tallet til at stige så voldsomt.

Der er mange grunde til, at ikke mindst nye lærere er under pres i disse år. Læreruddannelsen er ikke god nok. Den skal forbedres, så den tiltrækker langt flere, og så frafaldet mindskes. Læreruddannelsen skal gøres længere, og der skal ikke mindst ske forbedringer i praksisdelen, så de nye lærere ved, hvad det er for en virkelighed, de skal ud og undervise i. Der skal etableres bedre efteruddannelsestilbud, og så skal lovgiverne ikke mindst lade være med at spare uddannelsessystemet i stumper og stykker. Det er de lange politiske problemstillinger. Dem er der formentlig ingen, der forventer en løsning på inden for den første måned eller to.

Der er til gengæld al mulig grund til at forvente, at de 2000 nye læreres samarbejdspartnere: skoleledelserne, kollegerne og forældrene er opmærksomme på, at et godt afsæt i de første par måneder i arbejdslivet er forudsætningen for at få en tilfreds ansat, en velfungerende kollega og en dygtig lærer i mange år. Giv de nye lærere et ordentligt skema, luk dem ind i fællesskabet og vis overbærenhed. Kort sagt pas på de nye lærere i skolen. Så skal de til gengæld nok passe på de 65.000 børn og give dem et godt skoleliv. Til glæde for os alle sammen.

Venlig hilsen

Arne

PS: Ovenstående indlæg kunne i dag (4/8) også læses i Politikens spalter.

Arbejdsgivere skal ikke straffe kvinder for at være kvinder. Det burde være indlysende, men det er det desværre ikke for alle. Derfor har FSL det seneste års tid ført en sag i Ligebehandlingsnævnet for to lærere, som blev fyret umiddelbart efter deres barselsorlov var slut. I sidste uge vandt vi sagen, og de to medlemmer blev hver tilkendt en erstatning på mere end en kvart million kroner (læs flere detaljer om sagen her).

I en perfekt verden var sagen aldrig opstået, men når nu vi agerer i den uperfekte version, så glæder jeg mig over sejren. Og jeg mener, at den tjener til at understrege et par pointer.

For det første: Det betaler sig at være medlem af en fagforening. Hvis du nogle gange står med brevet fra betalingsservice i hånden og skal minde dig selv om, hvorfor du betaler kontingent til FSL, så er det her et eksempel på, hvad du får. Ud over det konstante arbejde med at forbedre vilkårene for lærerne på frie grundskoler og efterskoler, er vi der for dig, hvis du bliver klemt af din arbejdsgiver, og vi kan føre sager med ressourcer og ekspertise, som de færreste selv besidder. Vi tager de principielle sager, som ikke bare hjælper den enkelte, men som sætter eksempler for arbejdsgiverne og derfor hjælper alle medlemmer til et bedre arbejdsliv.

For det andet: Vi skriver 2010, men det halter stadig med ligebehandlingen. Den her sag var ikke unik, og jeg møder jævnligt arbejdsgivere, som ganske enkelt ikke tager ligebehandlingen alvorligt. Det er svært at forstå, men det er virkeligheden. Vi vil fortsætte med at bekæmpe diskriminationen, når vi møder den. For der vil givetvis komme flere sager, men sejren i sidste uge var et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Venlig hilsen

Arne

Statsministeren har sagt, at vi skal have verdens bedste folkeskole. Der er iværksat et 360 graders eftersyn af folkeskolen med henblik på at skabe udvikling og forbedringer. Samtidig sker der massefyringer af lærere i kommunerne uden at børnetallet er faldet. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Det reelle problem består i, at de sociale udgifter i kommunerne i de senere år er vokset meget betydeligt, samtidig med at kommunerne på grund af skattestoppet ikke har mulighed for at ”lukke hullet”. Det betyder, at kommunerne er tvunget til at lave forringelser af blandt andet folkeskolen ved at foretage afskedigelser. Skattestoppet er i færd med at underminere den folkeskole, som vi alle ønsker, skal være den bedste i verden.

Umiddelbart kunne man tro, at det vil være godt for de frie skoler, at folkeskolen har problemer. Det er på ingen måde tilfældet. Det kan godt være, at vi ”får flere kunder” i butikken. Men det er ikke og må aldrig blive vores målsætning. Vi skal være et pædagogisk alternativ til en god og velfungerende folkeskole. Vi har lige så meget brug for en god folkeskole, som resten af samfundet har.

Vi har behov for udvikling af folkeskolen, og det får vi ikke før skattestoppet er væk.

Venlig hilsen
Arne

Så er vi begyndt at afvikle kravopstillingsmøder i foreningens kredse. Der er pæn mødedeltagelse i de fleste af kredsene, og der er en ualmindelig engageret debat om de centrale temaer.

Overvejelserne om arbejdstidsaftalen og ikke mindst spørgsmålet om en ny og mere gennemsigtig lønaftale fylder det meste af møderne. Men også spørgsmålet om de yngre lærere fylder meget i debatten. Alt for mange yngre lærere bliver mødt med skemaer med urimeligt mange lektioner. De får ikke megen hjælp til at finde fodfæste på den nye arbejdsplads, og der er mange eksempler på, at de unge lærere kaster håndklædet i ringen og vælger et andet erhverv. På møderne efterlyses tiltag, som kan hjælpe de unge kolleger i gang med det nye job på en fornuftig måde. Det er klart en problemstilling, som bør indgå i vore krav.

Venlig hilsen
Arne

Nogle gange kræver det lidt arbejde at komme på ideer til blogindlæg, andre gange er det let. I dag hører til den sidste kategori. Jeg behøver blot at minde om, hvad jeg har sagt og skrevet før, og så lade de sidste par dages begivenheder tale for sig selv.

Tirsdag og onsdag skulle 30.000 folkeskoleelever have gennemført nationale test, men tekniske problemer gjorde, at det mislykkedes. Hvornår systemet kommer op at køre er lige nu uvist, men sker det ikke i dag (torsdag) kan der lægges 15.000 elever oven i de 30.000, og det samme fredag. De nationale test er nu kun obligatoriske i det omfang, systemet kan følge med. Det kan det tydeligvis ikke, så nu er det op til hver enkelt lærer at afgøre, om de enkelte elever skal gennemføre testene i år. Tænk engang, lærerne må selv vælge. Man tror jo næsten, det er 2001.

Jeg og Frie Skolers Lærerforening har siden ideen om nationale test blev født ved adskillige lejligheder argumenteret for, at testene er en dårlig ide både indholds- og administrationsmæssigt. Med de gentagne udsættelser af testene siden 2006 og denne uges tekniske problemer må det for selv den største testtilhænger være vanskeligt at argumentere mod det sidste. Den administrative testfiasko er total.

Hvad det indholdsmæssige angår, vil jeg gentage, hvad jeg på vegne af FSL’s hovedbestyrelse sagde i 2005, da jeg aflagde mundtlige beretning:

For få år siden havde såvel politikere som skolefolk kun skuldertræk til overs for de såkaldte nationale tests, som en del europæiske lande indførte fra slutningen af firserne. Denne centralt stramt styrede skoletænkning, som, selvom det var liberale regeringer, der indførte den, havde mindelser om det, der endnu tidligere foregik på den anden side af jerntæppet, skulle sikre, at alle elever havde en række fælles basale faglige kompetencer. (…)Problemet var blot, at erfaringen med den slags nationale tests viste, at undervisningen i stedet for at rette sig mod fagenes indhold i højere grad kom til at rette sig mod prøverne, således at man som skole og som lærer ikke risikerede en dårlig ranking. Disse tests gav ikke bedre skoler og dygtigere elever (…).

Det er oplagt at lave en vittig kobling mellem sammenligningen med lande som befandt sig øst for jerntæppet og de bureaukratiske problemer, vi har set de sidste par dage, men det skal ikke skygge for sagens alvor. Jeg har fra start været imod ideen om nationale test, men har samtidig kunnet konstatere, at nogle eksperter har været for. Blandt andet den engelske professor Peter Mortimore, der i 2003 var formand for den ekspertgruppe, som aflagde rapport om det danske undervisningssystem. Mortimore anbefalede nationale test, men kun til internt brug og evaluering, ikke til bred offentliggørelse. Tidligere på ugen i P1 Orientering gjorde Mortimore sin holdning særdeles klar med en indtrængende opfordring til den nye undervisningsminister om at bremse for offentliggørelsen af de nationale test, fordi offentliggørelsen i hans øjne vil gøre skade på den danske folkeskole. Jeg kan nære håb om, at regeringen lytter, men jeg kan også tvivle. I det tilfælde vil jeg igen citere fra, hvad jeg sagde i 2005:

Man må håbe, at mange af de frie skoler tager handsken op og viser, at det ikke er tests, men holdninger, emneundervisning, kreativitet og faglighed der er de vigtige grundpiller i opdragelsen af de unge mennesker, som skal overtage samfundet.

Venlig hilsen
Arne

I sin nytårstale bekendtgjorde statsministeren, at der skulle ske et 360 graders eftersyn af folkeskolen. Det stod ikke klart, hvad eftersynet gik ud på. Blandt lærere og ledere i skolen har der været udbredt skepsis om projektet, ikke mindst på baggrund af, at regeringen allerede har gennemført 30 lovændringer i folkeskolen i de seneste år.

Lærere og ledere føler behov for arbejdsro og ikke serier af nye reformer. I offentligheden har der været udbredt undren over projektet. I nytårstalen lancerer statsministeren test i anden klasse, som allerede eksisterer. I den forløbne uge argumenterer han for offentliggørelse af test, som både undervisningsministeren og det andet regeringsparti, i hvert tilfælde indtil for nylig, var imod. Ingen har med andre ord rigtig vidst, hvad det hele går ud på. Indtil i går. Her kunne undervisningsminister Bertel Haarder i Politiken oplyse, at man ikke må…:

“…undervurdere betydningen af at have fået en ny statsminister. Det er statsministeren, som sætter retningen for regeringen. Den aktuelle debat viser, at der er en stigende nuanceforskel i forbindelse med statsministerskiftet. I retning af, at nu vil vi gerne detailstyre mindre og lytte mere til praktikerne. Vise de offentligt ansatte tillid. Lytte, når de siger, at de bruger for meget tid på at registrere og for lidt tid på borgerne. Det vil vi gerne lytte til, men til gengæld vil vi være sikre på, at borgerne bliver mere tilfredse, og at børnene lærer mere. Det er en ny melodi, som nu udvikles i dialog med omverdenen.”

Så fik Bertel Haarder sat det på plads. Og det glæder vi os da meget til.

Venlig hilsen
Arne