30. september 2008

For få hænder

Filed under: Demokrati,OK08,Politik — arne @ 15:21

Der er i øjeblikket mangel på arbejdskraft i vores samfund, vi er få hænder. Derfor er det positivt, når der udfoldes bestræbelser på at gøre noget ved den situation. Det skete i forbindelse med forårets aftaleforhandlinger for eksempel ved forbedrede seniorordninger og ved aftalerne om plustid. I går fremkom arbejdsmarkedskommissionen med et oplæg, der har nøjagtig den samme intention: at øge beskæftigelsen og bedre de offentlige finanser. Oplægget er imidlertid ikke brugbart for seriøse efterfølgende forhandlinger. På dagpengeområdet skærpes kravene til at opnå dagpengeret, dagpengeperioden forkortes og der foreslås, at dagpenge for alle under 30 nedsættes. Forslagene vil have som konsekvens, at meget færre vælger at lade sig arbejdsløshedsforsikre, fleksibiliteten på arbejdsmarkedet undergraves. Et bredt dækkende arbejdsløshedsforsikringssystem er én af grundpillerne i den danske model.  Arbejdsmarkedskommissionens forlag undergraver dette system.

Endnu værre er forslagene på efterlønsområdet. Her læges der op til at indfasningen af den forøgede efterløns- og pensionsalder fremrykkes 10 år til 2009. Det er stik imod de løfter regeringen afgav for bare et år siden. Man må håbe, at også regeringen opfatter denne del af oplægget som useriøst.

Arne Pedersen