18. marts 2009

Cand. Didaktik.

Filed under: Læreruddannelse,Professionsstatus — arne @ 10:54

Manglen på lærere er stor. Manglen på studerende på læreruddannelserne er større. Manglen på ansøgere til læreruddannelserne er kolossal. Vi står med andre ord over for betydelige udfordringer i forhold til at gøre det attraktivt at blive lærer. Derfor er forslaget fra Århus Universitet om at lave et forsøg med en læreruddannelse på fem år, der fører til en kandidatgrad, spændende og fremsynet.
Forslaget kombinerer det bedste ved de eksisterende læreuddannelser med den forskningsmæssige ekspertise, universiteterne råder over. Uddannelsen skal ikke opfattes som en konkurrent til de eksisterende læreruddannelser. Uddannelsen er et supplement til de eksisterende uddannelser, og den kan bruges til at give nogle erfaringer til, hvordan fremtidens læreruddannelser skal se ud.

Et rigtig godt initiativ.

Arne Pedersen

10. december 2007

Naturfag flopper på seminarier

Filed under: Læreruddannelse,Professionsstatus — arne @ 15:29

På trods af, at der er en åbenlys mangel på lærere, der er uddannet i naturfag har kun ca. 200 ud af 3000 nye studerende i år valgt naturfag som linjefag. Det er rekordlavt. Det lave antal får endnu en gang ministeren til at overveje at lave læreruddannelsen om.

Samtidige er det daglig læsning i pressen, at der arbejdes med forslag til alternative læreruddannelser både på Århus Universitet og på Københavns Universitet.

Vi må her i landet efterhånden have europarekord i nye læreruddannelser. Det er i sig selv ikke noget problem, for det er altid en god ting at gøre noget godt bedre. Problemet har bare været, at læreruddannelserne i de sidste mange år har været karakteriseret af grundlæggende problemer på grund af for hurtige løsninger og for mange besparelser. Der har været for mange lektioner, der skulle gennemføres ved selvstudium, der har været for stort ambitionsniveau med for mange linjefag på for kort tid, der har været problemer med at tilrettelægge ordentlige praktikforløb. Hertil kommer udsigten til at læreruddannelsen ender brat uden de store muligheder for overbygningsuddannelser.

Alt sammen har medvirket til at lærerfaget har mistet status, og de unge enten falder fra lærerstudiet undervejs eller helt fravælger studiet.

Der er behov for en helt ny læreruddannelse gerne over fem år og på universitetsniveau, og der er behov for at satse massivt på efteruddannelse af de allerede uddannede lærere.